23948sdkhjf

Dansk Fjernvarme skriver til kommuner for at undgå dårlige klimatiltag

Dansk Fjernvarme har skrevet til landets kommuner for at rette opmærksomheden mod at undgå dårlige forsøg på at etablere klimavenlige varmeanlæg – som er det stik modsatte af klimavenlige.
Dansk Fjernvarme skriver til landets kommuner for at sætte fokus på etablering af klimavenlige anlæg.

Hvorfor er det, at en solfanger på taget af en skole eller en varmepumpe i en tilbygning til en børnehave ofte er klimamæssigt dårligere end varmt vand i rør nede i jorden?

Det spørgsmål kan man med rette stille sig, for hvordan kan det være, at det som umiddelbart syner rigtigt, ikke nødvendigvis er den bedste løsning for klimaet, skriver Dansk Fjernvarme i brevet.

Eksemplerne er fundet steder, hvor institutionerne ligger i fjernvarmeområder.

Problemet er, at man rent faktisk rundt i kommunerne ønsker at gøre noget miljø- og klimarigtigt, men at løsningerne ikke altid er de rigtige og derfor giver enten ingen eller en negativ klimaeffekt. Derfor er der tale om skønne spildte kræfter på grøn feel good-værdi.

Dansk Fjernvarme ønsker med sin henvendelse at rette fokus mod energiplanlægning og helhedstænkning, så man undgår løsninger, der ikke giver den effekt, de var tiltænkt. Helhedsløsninger skal tænkes videre end til matrikelgrænsen.

Brevet fra Dansk Fjernvarme findes her i sin fulde længde:

Kære medlemmer af teknisk udvalg

Hvorfor er det, at en solfanger på taget af en skole eller en varmepumpe i en tilbygning til en børnehave ofte er klimamæssigt dårligere end varmt vand i rør nede i jorden?

Det spørgsmål kan man med rette stille sig, for hvordan kan det være, at det som umiddelbart syner rigtigt, ikke nødvendigvis er den bedste løsning for klimaet.

Hvorfor nu denne kryptiske indledning. Jo, mit ærinde er at rette fokus på varmeplanlægning, for vi ser over hele landet løsninger, som umiddelbart virker klimavenlige – men som sat ind i en helhed ikke har den ønskede effekt, eller i værste fald har den stik modsatte effekt. Det gælder ofte for de nævnte eksempler med solfangeranlæg på taget af en skole eller en varmepumpe i en tilbygning til en børnehave, hvor institutionerne ligger i et fjernvarmeområde.

Jeg er ikke i tvivl om, at man rent faktisk ønsker at gøre noget miljø- og klimarigtigt. Men løsningerne er ikke altid de rigtige, for det giver enten ingen eller en negativ klimaeffekt. Derfor er det skønne spildte kræfter på grøn feel good-værdi.

Solfangeranlægget, som har den bedste effekt i sommerferietiden, hvor skolen ikke har noget at bruge varmen til, er spild af ressourcer og dermed skattekroner. Varmepumpen bruger strøm til at lave varme. Den strøm, som varmeværket netop har produceret i forbindelse med kraftvarme-produktion. Altså løsninger, som umiddelbart ser klimavenlige ud, men som i en helhedsbetragtning ofte er til større skade end gavn – det ville være bedre at bruge varmen fra fjernvarmen frem for el til opvarmningsformål.

Fjernvarme er ikke et brændsel, men en infrastruktur, der transporterer energi. Det er et system, og derfor er kravet helhedstænkning for at opnå resultater. Gør man noget et sted, så får det konsekvenser andre steder. Kommunens varmeplaner bør derfor tage højde for helheden.

Fjernvarme bliver til på mange forskellige måder. Alt fra affaldsforbrænding, over kraftvarme, til overskudsvarme fra industrien, solvarme og geotermi. Det er stort set kun fantasien, der sætter en grænse for, hvordan vandet bliver varmt. Fælles for metoderne til opvarmning er, at der er tale om kombination og i høj grad udnyttelse af den energi, der er til stede under alle omstændigheder. Vi bruger altså ikke fossile brændsler udelukkende til varme.

Med fjernvarmen udnyttes energien i stedet for at køle den bort i køletårne og derved dels bruge el, dels smide brugbar energi ud i den blå luft.

Jeg håber, at I kommunale politikere vil arbejde videre med varmeplanlægning og energiplanlægning, for det er det, der er behov for, så udledningen af CO2 og i det hele taget energiforbruget kan nedbringes betydeligt. Men det skal gøres med tanke for helheden.

Fjernvarme er hvile-i-sig-selv. Vores ærinde er derfor ikke at sælge mere fjernvarme, men at vi får fokus på vores energiforbrug, og at vi bruger energien med omtanke. Helt i tråd med de strategiske energiplaner, som KL arbejder på i samarbejde med Energistyrelsen, og i tråd med klima- og energiminister Connie Hedegaards brev til kommunerne fra januar 2009, hvor hun opfordrede til at sætte skub på arbejdet med varmeplanlægning.

Med udgangspunkt i Varmeplan Danmark har Dansk Fjernvarme tidligere sat fokus på arbejdet med varmeplanlægning og på bæredygtig energiforsyning rundt i landets kommuner. Dette er sket i form af seminarer. Det er et arbejde, vi er klar til at fortsætte.

Med venlig hilsen
Dansk Fjernvarme


Jørgen G. Jørgensen
Direktør

Kilde: Dansk Fjernvarme

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157