23948sdkhjf

Natur-Energi og Logik og Co. opstiller de første byvindmøller

Byvindmøller er en ny grøn teknologi, der kan give den vedvarende energi et løft i bymæssig bebyggelse. Natur-Energi har lagt tag til den første forsøgsplacering, der skal give Logik og Co. ny viden om vindforhold og energiproduktion.
Vedvarende energi har typisk været et anliggende for landmænd med et par ekstra hektar eller staten med bevillinger til nye havvindmølleparker. Men sådan behøver det ikke at være. Byggefirmaet Logik og Co. har netop opstillet to byvindmøller på taget hos Danmarks grønne energiselskab, Natur-Energi, i København.

De to 1000 watt-vindmøller er blevet opsat på ejendommens to elevatortårne og skal nu være del af den test, som Logik & Co. gennemfører de næste måneder. Selskabet ser samarbejdet som et afgørende skridt for at få virksomheder til at bidrage aktivt til vedvarende energi.

- Hvis vi skal have mere vedvarende energi, så er det vigtigt, at der er virksomheder, der tør gå forrest og vise vejen, og ikke kun private ildsjæle. Derfor er vi rigtig glade for at sætte de første byvindmøller i København op sammen med Natur Energi, siger Balder Johansen, der er daglig leder i byggefirmaet Logik & Co.

Udvikler teknologien
Natur-Energi, der sælger klimavenlig strøm, ser opsætningen som en mulighed for at drive den nye teknologi fremad.

- Vi er stolte af at være med til at sikre udviklingen indenfor byvindmøller. Det er vigtigt, at vi skaber ny teknologi, der kan sætte turbo på vejen mod et grønnere energimarked. Natur-Energi vil gerne gå forrest og være et godt eksempel, og det har samarbejdet med Logik og Co. givet os mulighed for, siger Rasmus Christensen, der er administrerende direktør hos Natur-Energi.

Samarbejdet om byvindmøllerne er kommet i stand via selskabernes fælles bankforbindelse Merkur Bank og er blevet realiseret takket være Nordicom, der ejer bygningen.

Om byvindmøllerne
Møllernes præcise produktionskapacitet er endnu ikke kendt, men forventningen er, at de hver især kan producere ca. 1400 kWh om året. Det svarer til årsforbruget for en to-værelses lejlighed. De nye test skal give mere præcise informationer om vindforhold og energiproduktion i byerne, hvor vinden kastes rundt mellem bygningerne.

Byvindmøllerne er to meter høje og vil for langt de fleste være et supplement til ejendommens øvrige elforbrug, ligesom det gælder for solceller. Målet er at få prisen på en enkelt mølle ned på omkring 50.000 kroner før moms med opsætning, tilslutning og anmeldelse.

Kilde: Natur-Energi - http://www.natur-energi.dk

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08