Fokus på fjernvarmen: Fra naturgas til fjernvarme
I ugens sidste artikel under temaet Fokus på Fjernvarmen tages fat på problematikken vedrørende konvertering fra naturgas til fjernvarme.
En uddøende race
Adm. direktør Niels Erik Andersen fra HMN Naturgas I/S, der var indbudt til at tale, takkede ydmygt for invitationen og bad publikum kigge godt på ham.
- Jeg er en uddøende race, lød det fra talerstolen.
Og at naturgasselskaberne er presset af fjernvarmen er ingen hemmelighed. Så sent som i denne uge kunne Energy Supply bringe en artikel om konvertering fra naturgas til fjernvarme i et område ved Hammer Bakker i det nordjyske. Og den historie er ikke en enlig svale.
God dialog om konvertering
Det kan umiddelbart lyde som om, at Dansk Fjernvarme og naturgasselskaberne ligger i åben krig. Det er ikke tilfældet, lyder det fra Uffe Bro, der dog erkender, at der indimellem forekommer visse samarbejdsvanskeligheder.
- Vi har en god dialog med naturgasselskaberne, og er enige med dem om, at det mange steder er fornuftigt at konvertere naturgasopvarmede bygninger til fjernvarme, siger han, og tilføjer:
- I januar 2009 opfordrede daværende minister, Connie Hedegaard, kommunerne til at sætte skub i planerne for konvertering. Men en række konverteringer er strandet på, at naturgasselskaberne og fjernvarmeværkerne ikke har kunnet nå til enighed om en eventuel økonomisk kompensation til gasselskaberne for at afgive kunder.
Arbejder på en fælles model
I dag arbejder parterne på en fælles model til konvertering. Desværre er forhandlingerne strandet, og man venter derfor på ordrer fra en højere instans.
- Derfor indledte Dansk Fjernvarme forhandlinger med gasselskaberne, hvor vi arbejdede på at finde en model, som alle parter var tilfredse med. Det er ikke lykkedes, og nu afventer vi et udspil fra klima- og energiministeren. At vi i konkrete sager har modsatrettede økonomiske interesser, betyder jo ikke, at vi ikke ønsker at samarbejde med naturgasselskaberne og de med os, slutter han og understreger dermed velviljen til et fremtidigt fjernvarme-naturgas-samarbejde.
Læs de øvrige artikler i serien Fokus på Fjernvarmen.
Energy Supply sætter fokus på fjernvarmen
Biomassens kringlede vej til forsyningsnettet
Fra fjernvarme til fjernkøling
Har Dansk Fjernvarme en plads i bygningsreglementet?