Handlingsplan: Danmark når sit VE-mål
Regeringen har i dag afleveret en national handlingsplan for vedvarende energi til EU-Kommissionen, der dokumenterer og bekræfter, at Danmark kan og vil nå sine mål i 2020.
Den nye handlingsplan viser, at Danmark kan nå 2020-målene. Frem til 2020 er de største muligheder at øge udbygningen med vindmøller på havet og på land, og ved at omstille de store kraftværker og kraftvarmeværker fra kul til biomasse. VE-handlingsplanen opregner en lang række initiativer, der hidtil er taget for at fremme udbygningen med vedvarende energi, og planen fremhæver, at der vil blive taget yderligere initiativer i forbindelse med en kommende energiaftale for perioden efter 2011.
- Jeg er glad for, at vi med de initiativer, vi allerede har i gang, er tæt på at være i mål, og at der er mange konkrete muligheder for at nå det sidste stykke vej. De kommende måneder kommer vi til at diskutere disse muligheder mere detaljeret, både på det mellemlange sigt frem til 2020 og på det lange sigt. Jeg ser i den forbindelse frem til, at Klimakommissionen til september offentliggør sin rapport om, hvordan Danmark kan blive fri af fossile energikilder, siger klima- og energiminister Lykke Friis.
Energistyrelsens seneste fremskrivning fra april i år skønnede, at Danmark vil opnå en samlet VE-andel på 28,3 pct. i 2020, og at transportsektoren vil nå en VE-andel på 6 pct. uden, at Folketinget beslutter nye initiativer. Fremskrivningen viste også, at Danmark vil være foran de opstillede delmål frem til og med 2018. Det må dog understreges, at der er betydelige usikkerheder forbundet med disse skøn.
Frem til 2020 skal regeringen hvert andet år indsende en fremdriftsrapport til EU, der dokumenterer, at Danmark lever op til delmålene frem mod 2020. Her har Danmark mulighed for at konkretisere og justere handlingsplanen, hvis der er behov for det. Kommer Danmark bagud med udbygningen i forhold til de opstillede delmål, er regeringen forpligtet til at tage supplerende initiativer. Første rapport skal afleveres til Kommissionen inden udgangen af år 2011.