23948sdkhjf

Syd Energi vil bygge domicil på 11.000 m²

Et nyt hovedkontor med tilhørende innovationscenter skal skabe rammerne for fremtidens vækst. Byggeriet sendes i udbud i løbet af de kommende uger.
Pladsen er efterhånden blevet for trang og utidssvarende i Syd Energis nuværende hovedkontor på Ravnevej i Esbjerg.

Derfor sætter virksomheden nu gang i byggeriet af et nyt 11.000 m² stort hovedkontor til sine 321 medarbejdere i det nordlige Esbjerg:

- Jeg er meget glad for, at bestyrelsen har bedt os om at sætte gang i byggeriet af det nye hovedkontor, som, vi håber, kan blive et fyrtårn i Energimetropolen Esbjerg, siger adm. direktør Niels Duedahl.

Et nul-energibyggeri med med intelligente løsninger
Som energivirksomhed stræber Syd Energi naturligvis efter at gøre det nye byggeri til et energioptimeret skoleeksempel, der udnytter den nyeste teknologi.

Helt konkret er der lagt op til at bygge et nul-energihus, hvor de mange alternative energikilder på én og samme tid skal forsyne bygningen, signalere bæredygtighed overfor omgivelserne og præsentere teknologierne inde i bygningen.

Byggeriet rummer endvidere nogle store miljømæssige og økonomiske besparelsesmuligheder. Energiudgifterne forventes således at blive reduceret med 1,1 mio. kroner om året, svarende til en reduktion på 92 %. Ligeså forventes CO2 udslippet at blive reduceret fra 880 til 50 ton CO2, hvilket svarer til en reduktion på ca. 94 %.

Innovationscenter skal styrke væksten
I tilknytning til det nye hovedkontor vil der blive etableret et 500 m² stort innovationscenter, der skal understøtte opstarten af nye virksomheder, som udvikler produkter eller services på energiområdet.

Målet er at give disse virksomheder de bedste muligheder for at udvikle sig, og derfor tilbydes de bl.a. sparring og deling af ressourcer med Syd Energis enheder.

Innovationscenteret forventes at blive af kommerciel interesse for Syd Energi, der som modydelse vil sikre sig mulighed for andele eller royalties i de nyudviklede produkter eller lignende:

- Jeg forventer mig meget af det nye innovationscenter. Det kan blive en katalysator for mange nye energivirksomheder her i regionen, og for Syd Energi kan det bidrage til et sprudlende fagligt miljø ligesom det kan være med til at udvikle Syd Energis forretningsområder, vurderer bestyrelsesformand Jens Bahne Jørgensen.

Byggeprocessen
• I løbet af de kommende uger sendes byggeriet i udbud.

• I begyndelsen af marts 2011 vælges entreprenøren.

• Byggeriet ventes klar til indvielse i andet halvår 2012.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078