EU spænder ben for klimaindustrien
EU-Kommissionen ser ud til helt at droppe fastsættelsen af bindende mål for vedvarende energi frem mod 2030. Og det er dårligt nyt for grønne danske energivirksomheder.
Og det er meldinger der vækker bekymring i den danske industri for vedvarende energi.
- Uden nogen bindende VE-krav fra EU, så havde vi ikke været her i dag. Så der kan man jo så tænke sig til, hvordan fremtiden kommer til at se ud, hvis der ikke er nogen krav fra EU om vedvarende energi, siger Kjær Andreasen, adm. direktør i Daka Biodiesel, til Børsen.
Også danske Novozymes og Vestas ryster på hovedet over udsigten til, at der ikke bliver fastsat bindende mål for VE frem mod 2030. Og i brancheorganisationen Dansk Energi siger vicedirektør Anders Stouge til Børsen, at han mener beslutningen risikerer at gå ud over den danske eksport af energiteknologi, som ellers i 2012 viste de første tegn på en vis bedring efter krisen.
Baggrunden for EU-Kommissionens manglende vilje til at fastsætte bindende mål er, at lande som Polen og Storbritannien ønsker bedre mulighed for at bruge alternative energikilder som skifergas og atomkraft frem for VE til at opfylde deres klimamål. Det skriver Børsen.