Ny Dong-ejer vil presse danske underleverandører
Dong Energy skal tvinge omkostningerne på havvindmøller ned med 40 procent, og hvis ikke de danske underleverandører vil følge trop, står den nye Dong-ejer Goldman Sachs klar med alternative leverandører.
Den nye medejer af Dong Energy, den amerikanske investeringsbank Goldman Sach, har lige fra start fuld fokus på at nedbringe omkostningerne til havvind med 40 procent. Og hvis ikke de danske underleverandører vil imødekomme de strengere priskrav, så er Dong Energy klar til at købe i udlandet.
Goldman Sachs bestyrelsesmedlem i Dong Energy, Martin Hintze, siger således til Børsen, at investeringsbanken blandt andet har en god kontakt til asiatiske leverandører, hvilket sætter Dong Energy i stand til at brede sin leverandørkreds ud.
Hos brancheforeningen Vindmølleindustrien erkender vicedirektør Jakob Holst, at de danske vindfirmaer er nødt til at reducere omkostninger ved produktion til havvind. Og han har ifølge Børsen fuld tillid til, at de danske underleverandører er smarte til at finde bedre og billigere løsninger.
Rambøll Global Wind vil ikke lade sig tryne
En af de virksomheder, der mærker konsekvenserne af Dong Energys planer om at reducere omkostninger til havvind er KK-Electronic, der er storleverandør af styreenheder til vindmøller. Her erkender direktør Tommy Gundelund, at det bider, når de store presser priserne.
- Men jeg er ikke en af dem, der hyler over, at vi nu er pressede. Gu' fanden er vi pressede, hvis du laver forretning på den måde, hvor du har nogle store mastodonter i den ene ende. Selvfølgelig presser de bagud i forsyningskæden. Det er sgu ikke noget nyt. Det er ikke andet end op på hesten, siger han til Børsen.
Anderledes ser man dog på det hos Rambøll Global Wind, der er en af Danmarks største spillere på havvindmølleprojekter. Her vil man ikke lade sig tryne af Dong Energys planer. Divisionsdirektør Klaus Jacob Jensen siger således til Børsen, at Rambøll Global Wind ikke bliver ramt af energigigantens effektiviseringsplaner. For hvis virksomheden skal gå 40 procent ned i pris, så er man slet ikke interesseret, og så må det blive nogen uden den samme erfaring, der skal lave arbejdet.