Ingen klarhed om solcellestøtte inden sommerferien
Europa-Kommissionen har endnu ikke truffet afgørelse omkring dansk solcellestøtte, men har derimod sendt yderligere spørgmål til statstøttesagen. Dermed må ansøgningsrunderne udsættes på ubestemt tid.
De midlertidigt forhøjede afregningssatser af relevans for overgangsordninger og den fremtidige pulje til private husstande på 20 MW i årene 2013-2017, jf. lov nr. 900, kan først sættes i kraft i det omfang og fra det tidspunkt, de godkendes af Europa-Kommissionen.
Udsættelsen af Europa-Kommissionens afgørelse betyder, at ansøgningsrunderne til puljerne til private husstande på 20 MW for 2013 og 2014 ikke kan gennemføres efter de tentative tidsfrister i efteråret 2014, som blev foreslået i udkast til ”bekendtgørelse om pristillæg til elektricitet fremstillet på visse solcelleanlæg nettilsluttet den 20. november 2012 eller senere”, der blev sendt i offentlig høring den 12. marts 2014. Det skriver Energistyrelsen.
Energistyrelsen er nu i gang med at undersøge konsekvenserne af den forsinkede afgørelse for den danske solcellelovgivning, herunder udmøntning af puljerne til private husstande.