23948sdkhjf

Museum bremser solcelleanlæg

En lille sandsynlighed for jernalderfund betyder nu at fundamentet for Solenergi Danmarks solcelleanlæg ved Vildbjerg vakler.
I sidste uge kunne direktør Anders Ztorm hos Solenergi Danmark fortælle til Energy Supply, at man droppede et ud af tre planlagte anlæg i og omkring Vildbjerg. Nu ser det ud til, at Midtjylland Museum prøver at stikke endnu en kæp i hjulet for et af de to resterende anlæg.

Anders Ztorm fortæller, at Solenergi Danmark har lejet 73 hektar jord til etablering af solcelleanlægget, og at Midtjyllands Museum har fundet rester af hvad de formoder er en jernalderlandsby på et stykke på 13 hektar, hvorfor Solenergi Danmark selvfølgelig friholder disse 13 hektar. Museet vil dog have to mio. kroner af Solenergi Danmark for at udgrave de resterende 60 hektar.

- Selvom vi friholder de tretten hektar, vil de også undersøge de resterende 60 hektar – også selvom sandsynligheden for at de finder noget er ganske lille. Jeg er noget uforstående over for det her, da anlægget opsættes på pæle, og det berørte jord er meget ubetydelig. Samler man pælene et sted ville pælene tilsammen fylde omkring 60 kvadrat meter, men når vi spreder dem ud over et areal på 600.000 kvadratmeter er det 0,1 promille af arealet, hvilket er så ubetydeligt at det ikke vil påvirke en senere udgravning. Sandsynligheden for at man finder en jernalder by så tæt på den anden, er ligeledes meget lille, da der dengang også var større afstande imellem byerne.

- Hvis museet på et tidspunkt ønsker at bruge deres egne midler og ønsker at udgrave, stiller vi gerne jorden til rådighed, museet kan sågar sidde i tørvejr under panelerne. Det er selvfølgelig let for museet at bruge andres penge, vi har bare ikke 2 mio. til museet og ej heller tid til at vente på at de skal udgrave 60 hektar, siger Anders Ztorm, der overfor Energy Supply ikke lægger skjul på at situationen frustrerer ham.

Ikke desto mindre arbejdes der i øjeblikket på at finde en løsning, der kan gøre alle glade.

- Hvis de fik lov at grave og vi gik med på at betale de to mio. kr., så er det uvist hvor lang tid det ville tage, før vi fik lov at gå i gang med vores arbejde. Jeg håber på en løsning, hvor vi kan opsætte anlæggene, og de kan få lov at grave under og mellem panelerne, hvis de ønsker og selv betaler for det, siger han.

Anders Ztorm understreger, at man med andre af landets museer har en aftale om at man standser arbejdet, hvis man finder noget konkret.

- Vi har i Herning de gode indbyggere og politikeres opbakning til projektet, og vi har allerede accepteret at museet blokerer for de 30MW (73 hektar) af de oprindelige 70MW (175 hektar) på de 3 projekter, som årligt vil kunne forsyne 17.500 husstande i Herning kommune med vedvarende og ren strøm. Så er spørgsmålet om museet fortsat vil blokere, eller vi finder en løsning hvor vi får lov at bruge pengene på at opsætte vedvarende energi, og dermed tage et nødvendigt skridt i den rigtige retning, for at redde vores planet imod klimaforandringer, siger han.

Årsagen til at Midtjyllands Museum stiller sig på bagbenene kan Anders Ztorm kun gisne om.

- Om det er for at få en mulighed for at komme ud af museet og få lidt luft og grave, eller de decideret er imod vedvarende energi, eller det bare skyldes uvidenhed, er svært at vide, vi har dog gjort vores til at forklare, hvor lidt vi går i jorden og dermed også hvor lidt vi vil påvirke eventuelle fund, slutter han.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.066