Generationsskifte gearer målerproducent til vækst
Som led i omfattende turnaround overtager Eva Fischer Hansen posten som bestyrelsesformand i Brunata efter faderen, J.P. Fischer Hansen.
Seneste led i processen er et generationsskifte i toppen af den danskejede familievirksomhed.
Eva Fischer Hansen overtaget nu roret som bestyrelsesformand efter sin far; hovedaktionær og nu næstformand, J.P. Fischer Hansen.
- Som danskejet international familievirksomhed kan vi arbejde langsigtet med markedet og derved skabe dybe og vedvarende forandringer. Vi er polstret til at tage et kalkuleret underskud på den korte bane for at investere og nå en større indtjening, vækst og udvikling på den lange bane. På den vis står vi godt rustet til at fortsætte arbejdet for det, der altid har været og fortsat er Brunatas værdimæssige drivkraft. Nemlig at fremme bæredygtig adfærd i samfundet, siger Eva Fischer Hansen, bestyrelsesformand hos Brunata.
Investeringer skaber vækstmuligheder
De massive investeringer kan aflæses som kalkuleret underskud i Brunatas netop offentliggjorte regnskab fra perioden 1. maj 2014 til 30. april 2015. Men blot fire måneder inde i det nuværende regnskabsår høster Brunata allerede de første frugter af investeringen:
- Brunatas massive investeringer i seneste regnskabsår betyder, at selskabet kommer ud med et kalkuleret underskud på 21 mio. kr. Investeringerne er led i vores turnaround og skal sammen med et proaktivt generationsskifte sikre vækst hos Brunata på den lange bane. Investeringerne bærer allerede frugt i tallene fra de fire første måneder af Brunatas nuværende regnskabsår. Her har vi en vækst i omsætningen på 4 procent. Og indtjeningen før skat er vokset fra under 1 til 7,5 procent. Det er bedre end budgetteret og det glæder vi os over, siger David Friisholm, CEO hos Brunata.
Blandt de investeringer der slår mest igennem i Brunatas netop offentliggjorte regnskab er outsourcing af produktionen til den danske partner BB Electronic.
Læs mere: Brunata outsourcer målerproduktionen
Det har været en større operation både i forhold til udstyr og ændring af arbejdsgange. Men som led i overflytningen er produkters sporbarhed styrket, hvilket styrker kvalitetssikringen markant.
Samtidig gearer det Brunatas kapacitet til at øge produktionen kraftigt i takt med den forventede vækst.
- Vi er i starten af vækstfasen, og hvor meget den eskalerer over de kommende år er svært at spå om, siger kommunikationsdirektør i Brunata, Christian Fischer Trollo, og uddyber, at den måde virksomheden forventer at ekspandere i Europa er afhængig af, hvordan EUs Energy Efficiency Directive bliver implementeret på de enkelte markeder.