Vandels solcellepark klar til at blive testcenter
De cirka 296.000 solcellepaneler, som sidste år blev sat op i Erhvervspark Vandel i Sydjylland, er nu for alvor klar til at tiltrække virksomheder i energibranchen og blive et videncenter for grøn energi.
Det skriver Vejle Amts Folkeblad.
Anlægget med en kapacitet på 50,4 MW er sat op af Vejen-firmaet Energi-Innovation, hvis indehaver, Poul Svendsen, ser store muligheder:
- Her kan vi skabe et center, hvor man fysisk kan teste sine ting. Når solen står på, får vi en overkapacitet på 25 MW, som vi ikke kan bruge, fordi elnettet ikke kan rumme det. Det kan vi bruge til test, siger Poul Svendsen til avisen.
I videncenteret i en gammel hangar er der ifølge Ole-Steen Lyse, vicedirektør i Erhvervspark Vandel, plads til omkring 10 virksomheder. I forvejen har Poul Svendsen flyttet en del af Energi-Innovation ind hangaren, hvor også Clean Tech Brokers er rykket ind.