Regeringen indgår bred politisk aftale og skrotter PSO'en
Regeringen har netop indgået en bred politisk aftale med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, der løser EU-Kommissionens kritik af PSO-systemet, der strider mod EU-retten og derfor – som aftalt med EU-Kommissionen - skal laves om inden udgangen af året.
- Jeg er utrolig glad for, at regeringen og et bredt flertal i Folketinget har fået landet en aftale på den meget svære PSO-sag. Løsningen er et godt kompromis med bred politisk opbakning. Det forener partiernes ønsker om at fortsætte den grønne omstilling og afskaffer PSO-afgiften på en måde, der er til at betale for både husholdningerne og erhvervslivet. Og så styrker vi samtidig konkurrenceevnen og får vækst. Det er en god dag for dansk klima- og energipolitik, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.
Med aftalen vil de danske husholdninger i gennemsnit få lettet elregningen med ca. 10 pct. Erhvervslivets elregning lettes i gennemsnit med ca. 25 pct., hvilket vil give dansk erhvervsliv de laveste elpriser i EU på niveau med vores nordiske naboer Sverige, Norge og Finland.
Få reaktionerne på aftalen her: Det mener DE om aftalen
En række elementer
Finansieringsmodellen for afskaffelsen af PSO-afgiften indeholder en række elementer.
Hovedelementerne består af en gradvis reduktion af den grønne check frem mod 2025, der dog ikke rammer førtidspensionister og pensionister, en mindre gradvis forhøjelse af bundskatten med 0,05 pct.-point i 2018 stigende til 0,09 pct.-point fra 2022 og frem, en reform af danskuddannelse til voksne udlændinge, harmonisering af VE-støttesystemerne, samt disponering af ramme til lempelse for erhvervslivet på 200 mio. kr. om året fra 2017 mv.
Alle husstande betaler i dag PSO-afgift over elregningen, og det slipper de for nu, og får dermed en billigere elregning. Husstandene vinder derfor på denne aftale. En typisk LO-familie med børn får en gevinst på ca. 2.500 kr. af den samlede aftale i 2025.
- Vi har forhandlet og indgået et godt kompromis, som alle partier i aftalen er tilfredse med, og det indeholder også et kompromis omkring finansieringen. Der har været partier, der ønskede en del af regningen betalt over bundskatten, mens andre partier ønskede at afskaffe den grønne check. Politik er det muliges kunst, og vi har skullet forene mange hensyn i denne aftale, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.
Fakta Hovedelementer i aftalen på energi- og forsyningsområdet området:
Hovedelementer i finansieringsmodellen:
|