Efter råddent resultat: Weiss går efter break-even
Producenten af biomasse- og waste-to-energy-anlæg Weiss har landet et skidt resulat i regnskabsåret 2015/2016. Faktisk så skidt at adm. direktør Michael Engsted selv betegner det, som et råddent resultat. Når det så er sagt, så forventer han, at man i indeværende regsnkabsår kommer i mål med turnaround-planen og derfor kan se fremad.
- Resultatet er i tråd med vores oprydningsforretning og den turnaround vi har været i gang med de seneste år. Vi har fået lukket en masse tabsgivende projekter. Det har vi sat en masse ressourcer ind på. Når man gør det, så er det svært at fokusere på at hente ordrer ind, fortæller Michael Engsted.
Tabsgivende projekter lukkes
Weiss lander i regnskabsåret 2015/2016 en omsætning på 210 mio. kr, hvilket er 35 procent lavere end året før. Samtidig genereres der et underskud på 61,8 mio. kr. Et underskud, der stammer fra færdiggørelsen af de projekter, der var i projektporteføljen, da de nye ejere købte selskabet.
- Der blev solgt nogle komplicerede kontrakter på højrisiko projekter med avanceret teknologi, blandt andet i Holland, hvor man har været nødt til at lave et settlement. Det har i alt kostet os 70 millioner i 2015/2016 at lukke størstedelen af disse kontrakter. Så det er et sammen-surium af faktorer, der giver det dårlige regnskab, men nu har vi lukket 16 tabsgivende projekter og har kun to tilbage, fortæller Michael Engsted.
De to resterende kontrakter lukkes i løbet af 2017. De omkostninger, der kunne være herved, er indregnet i regnskabsåret 2015/2016.
Forventninger til 2016/2017
Med lukningen af de gamle projekter og en ordreindgang på 300 mio. kr. alene i det første halve år af indeværende regnskabsår, forventer Michael Engsted, at der kommer helt andre tal på bundlinjen i 2016/2017.
- Det afhænger jo af hvor vi ender op med ordreindgangen, men jeg regner med, at vi lander break-even eller måske et lille plus. Vi er blevet bedre til at lave vores kalkuler, samtidig med at vores projekteksekvering ligger meget tættere på det, projekterne sælges for, fortæller Michael Engsted.
Han vil i øvrigt hellere tale ordreindtag en top- og bundlinje.
- Lige nu har vi en back-log på 400 millioner kroner med en ordreindgang det sidste halve år på 300 millioner kroner. Hvis jeg kan lande 100 mio. kroner mere det næste halve år, så begynder det at se fornuftigt ud, slutter han.
Omsætningen hos Weiss lander, hvis alt gå efter planen, i samme leje som i år - eller måske 20 procent højere.
mio. kr. | 2015/2016 | 2014/2015 |
---|---|---|
Omsætning | 210 | 324,3 |
Bruttoresultat | -22,8 | -9,3 |
Driftsresultat | -59,6 | -47,2 |
Årets resultat | -61,9 | -39,9 |
Balancesum | 178,5 | 257,8 |
Egenkapital | 35,6 | 68,6 |
Overskudsgrad | -28,4% | -14,5% |
Regnskabsåret blev afsluttet 30. juni 2016. |