Storkunde kan give Vestas comeback på havmøller
Det hollandske energiselskab Eneco udtrykker stor tilfredshed med Vestas’ havvindmøller og er klar til at satse yderligere på de danske møller i fremtiden.
- Tiden med børnesygdomme er forbi. Vi havde naturligvis vores overvejelser, inden vi købte Vestas-vindmøllerne, for vi har hørt om andre parker med problemer. Men vi er parate til at købe Vestas igen, udtaler Kees-Jan Raneau, operationel direktør hos Eneco, til Børsen.
Og det kan meget hurtigt blive aktuelt, for ligesom mange andre vesteuropæiske energiselskaber har Eneco en ambition om at øge andelen af miljøvenlig energi. Raneau forklarer, at vedvarende energi skal udgøre 50 % af selskabets samlede produktion i 2020 – og her bliver vindkraften afgørende.