23948sdkhjf

El-forbruger slipper for gigantisk regning

Højesteret har givet en mand medhold i, at hans elmåler viste alt for meget.

En sjællandsk el-forbruger slipper for at betale en kæmperegning på 214.387,32 kroner, som elselskabet Seas-NVE havde opkrævet for fire en halv måneds elforbrug.

Det står fast, efter at Højesteret fredag har afsagt dom i en sag, som forbrugeren har anlagt mod elselskabet.

Forbruget på knap 111.000 kWh svarede til forskellen på det, som mandens elmåler viste 30. november 2010, da han selv indberettede forbruget, og tallet på elmåleren, da den 14. april 2011 blev udskiftet.

Udskiftningen skete, fordi elselskabet gik over til fjernaflæsning, så forbrugerne slipper for selv at indberette tallet på elmåleren.

Højesteret stadfæster med sin afgørelse en dom fra Retten i Holbæk. Denne dom blev imidlertid tilsidesat af Østre Landsret i januar sidste år.

Landsretten afgjorde, at elmåleren ikke var defekt, og at forbrugeren derfor selv var ansvarlig for det forbrug, som den viste, og at han derfor hang på kæmperegningen.

Kunne ikke have brugt så meget el
Parterne har under sagen i Højesteret været enige om, at forbrugeren ikke kunne have brugt den store mængde el på så kort tid.

Derfor har striden stået om, hvorvidt han i en årrække har oplyst et for lavt elforbrug ved aflæsningerne.

Hvis det elforbrug, som måleren viste, var rigtigt, skulle han fra 2001, da elmåleren sidst blev aflæst af Seas-NVE, til 2011 have haft et gennemsnitligt elforbrug på cirka 22.000 kWh om året.

Det fastslår Højesteret i en pressemeddelelse.

Udsving i forbruget
Højesteret har set på forbrugerens elforbrug i de perioder, hvor måleren har været aflæst af Seas-NVE, og på det sædvanlige forbrug i en tilsvarende husstand og ejendom.

Fra 1992 til 2001, hvor elselskabet aflæste måleren, lå det årlige forbrug på mellem 7700 kWh og 12.700 kWh årligt. Efter udskiftningen af måleren fra 2011 til 2016 lå forbruget på mellem 6000 kWh og 8500 kWh.

Et forbrug i den størrelsesorden svarer nogenlunde til et sædvanligt elforbrug i en husstand på størrelse med el-forbrugerens.

På den baggrund fastslår Højesteret, ligesom byretten i sin tid, at forbrugeren i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at hans forbrug var langt mindre end det, elmåleren viste, og som Seas-NVE har opkrævet.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062