23948sdkhjf

Fjernvarmen investerer i 900 km rør

Der skal investeres 6 milliarder i forsyningssikkerhed og grøn omstilling alene i 2017 og 2018.

Det er store beløb, den danske fjernvarmesektor forventer at investere for i den kommende tid.

En ny rundspørge foretaget af Dansk Fjernvarme blandt organisationens knap 400 medlemmer viser, at selskaberne de kommende tre år vil investere for mindst 15,5 milliarder kroner. Det oplyser magasinet Fjernvarmen, der netop er udkommet.

Når de danske fjernvarmeselskaber investerer, sker det med fokus på forsyningssikkerhed, billigere priser til forbrugerne og grøn omstilling.

Og Dansk Fjernvarme vurderer da også, at selskaberne vil lægge deres investeringer inden for de tre faktorer.

- Øverst på fjernvarmeselskabernes to-do liste står, at de skal investere i forsyningssikkerhed, billigere priser og i grøn omstilling. Hvad enten der er tale om nyinvesteringer eller investeringer i vedligehold, så er det med forbrugerne for øje, så vi kan fastholde en fjernvarme, der også efter international standard er helt i top, siger Kim Behnke.

Investeringslysten falder
I 2017 og 2018 forventer landets fjernvarmeselskaber at investere for omkring 6 milliarder kroner hvert år. Men på lidt længere sigt er der noget usikkerhed omkring investeringslysten og ambitionsniveauet. Opgørelsen viser, at investeringerne i 2019 falder til under 4 milliarder kroner.

Vicedirektør i Dansk Fjernvarme Kim Behnke vurderer, at faldet kan skyldes to faktorer:

- Det kan skyldes, at fjernvarmeselskaberne endnu ikke har fuldt overblik over deres investeringsplaner for 2019, forklarer han.

- Men en del af forklaringen er også, at der er usikkerhed om investeringsbetingelserne i 2019 og frem. Det er året, hvor grundbeløbet er bortfaldet. Og der er stadig politisk usikkerhed omkring, hvilke rammevilkår selskaberne har derefter, siger Kim Behnke.

Fjernvarmen breder sig
En del af investeringerne skal dog også gå til at udvide det danske fjernvarmenet. Ifølge rundspørgen har mere end hvert tredje medlem hos Dansk Fjernvarme planer om at udvide forsyningsnettet inden for de kommende tre år. I alt planlægger selskaberne at lægge 900 km. nye fjernvarmerør.

- I forhold til hvor mange husstande, det drejer sig om, vurderer jeg, at det sammenlagt er omkring 52.000, oplyser vicedirektøren. Men han forventer, at det reelle tal vil være højere.

- Vi ved fra Danmarks Statistik, at udbygningen af fjernvarmenettet de seneste fire år har ligget på omkring 20.000 nye husstande hvert år. Den udvikling, forventer vi, vil fortsætte, og at selskaberne fortsat både vil konvertere eksisterende byggeri til fjernvarme og udvide med fjernvarme i nybyggeri, lyder vurderingen fra Kim Behnke.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.084