23948sdkhjf

Vestas vil lancere verdens største vindmøller

Vindmølle-koncernen vil i de kommende år lancere en helt ny teknologi, som gør både gearkasser og direct drive aldeles overflødige.
Vestas bruger milliarder af kroner på at forske og udvikle i vindmøller og alt, hvad dertil hører.

Og selv om det umiddelbart kan synes småt med opsigtsvækkende resultater, er der revolutionerende planer undervejs.

Det forsikrer Finn Strøm Madsen, øverste chef for Vestas forskning og udvikling, i et interview med Dagbladet Børsen.

- Hvad det er, vil jeg ikke fortælle dig, men det er noget helt andet, end vi har i dag. Men mere kan jeg ikke sige om dette. For mig er det ikke en sag om direct drive eller gearkasser, lyder den kryptiske besked med tilføjelsen:

- Der kommer noget helt andet. Og det vil være Vestas, der kommer med dette. Det bliver en helt anden teknologi inde i vindmøllen.

Rotorstørrelse på op til 200 meter
Ifølge Finn Strøm Madsen ligger projektet i øjeblikket i firmaets forskningsafdeling, og en forsigtig udmelding går på, at Vestas er klar til at melde offentligt ud omkring 2020.

Inden da kan man blandt andet se frem til nye og større vindmøller, der har en rotor på op til 200 meter i diameter.

Det skal sammenlignes med den hidtil største (og Vestas-producerede) vindmølle, V164, med en rotor på netop 164 meter, som ventes i produktion i 2015.

Det er dog ikke kun størrelsen, de 2.000 forsknings- og udviklingsfolk i Vestas arbejder på.

- Vi arbejder på »black swans«-teknologier, der skal revolutionere vindmølleindustrien. Vi arbejder på at gøre vindmøllerne mindre generende for radarsystemer ved lufthavne og militæranlæg. Vi arbejder på at finde smarte metoder til at sætte flaps på vingerne, så vindmøllen kan levere endnu mere energi fra vinden, end vi gør i dag, og det gør os i stand til at sætte en endnu større rotor på vindmøllen (i daglig tale vingerne, red). Endelig arbejder vi på, at forbedre aerodynamikken, så vi kan optage mere vind, siger Finn Strøm Madsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125