Kløvermarken drives nu 100 % på solenergi
Idrætsanlægget Kløvermarken har fået næsten 900m2 solceller, der producerer strøm til omklædningsrum, kontorer, Sundby Klubhus og lys på kunstgræsbanerne.
Anlægget består af i alt 866 m2 solceller, der på årsbasis leverer en produktion, der svarer til elforbruget i over 30 enfamiliehuse. Selv her i de mørke vintermåneder laver anlægget så meget energi, at der kan sendes overskudstrøm til elnettet, hvilket giver penge i kassen.
Engageret personale
Personalet på Kløvermarken er meget engagerede i det nye anlæg, og Jørgen Rasmussen, der er grøn mand, siger:
- Det er fantastisk, hvad det laver, selv på en overskyet dag. Vi er faktisk stolte af det!
Samtidig er personalet fyldt med spændende ideer til udnyttelse af overskudsstrømmen og forestiller sig bl.a. at udskifte alle køretøjer med elbiler.
Borgmester: Sund økonomi i grøn omstilling
Pia Allerslev (V), Københavns fritids- og kulturborgmester, er meget tilfreds med initiativet:
- Jeg synes, omlægningen til solenergi på Kløvermarken er et rigtig godt eksempel på, hvordan grøn omstilling og ansvarlig energipolitik kan gå hånd i hånd på vores lokale idrætsanlæg. Jeg er ikke mindst begejstret over, at der er en meget sund økonomi i projektet.
Fakta om anlægget
Hele anlægget har kostet ca. 2 mio. kr., der med de nuværende energipriser er tilbagebetalt på ca. 12 år.
På årsbasis sparer anlægget næsten 64 tons CO2. Overproduktionen er beregnet til 10.200 kW, der afregnes med 60 øre pr. kW/h
Det er virksomheden DrivhusEffekten ApS, der står bag opførelsen af anlægget.