Dong-ledelse undersøges for frås
Rigsrevisionen er gået i gang med en forundersøgelse af energiselskabet på baggrund af forlydender om, at der fråses med pengene.
- Vi har fået oplysninger i hænde om, at Dong har et ret ubekymret forhold til udgifter. At selskabet flotter sig for meget, siger formand for statsrevisorerne, Peder Larsen, til Jyllands-Posten.
Dong: Vi driver en effektiv forretning
Hos Dong Energy tager man beskyldningerne roligt, og pressechef Karsten Anker Petersen ser det kun som naturligt, at Dong som Danmarks største statsejede selskab, bliver kigget lidt ekstra i kortene.
- Grundlæggende mener vi, at vi driver en sund butik på ordentlige forretningsmæssige vilkår. Dermed ikke være sagt, at vi ikke kan gøre det bedre, og jeg skal ikke afvise, at statsrevisorerne kan pege på ting, hvor vi kan gøre det bedre. Men vi har den opfattelse, at vi driver en effektiv forretning, siger han til Børsen.
Rigsrevisionen skal som en del af forundersøgelsen blandt andet undersøge Dong’s investeringer, personaleaflønninger og personalegoder. Giver det anledning til kritik, kan rigsrevisorerne igangsætte en mere omfattende undersøgelse.