DI: Hold fast i ambitionerne for europæisk energiinfrastruktur
Sænkede ambitioner for moderniseringen af EU’s energiinfrastruktur skader væksten og den grønne omstilling i Danmark og i hele EU, mener DI Energibranchen.
Højt vækstpotentiale
- Det er problematisk, at den danske regering ønsker at reducere denne beskedne men dybt nødvendige investering i EU’s infrastruktur, forklarer Hans Peter Slente.
Han peger på, at infrastruktur styrker EU’s indre marked og rummer et langt højere vækstpotentiale end for eksempel EU’s regionaludviklingsmidler og landbrugsstøtte, som forventes at udgøre op mod 70 % af EU’s budget frem mod 2020.
4 % af EU's samlede budget
I sit forslag til EU’s budget for 2014-2020 lægger Kommissionen op til, at der sættes 300 mia. kr. af til infrastruktur i EU inden for transport, energi og IKT i Connecting Europe Facility heraf knap 70 mia. kr. til energiinfrastruktur. EU’s budget til infrastruktur vil hermed svare til 4 % af EU’s samlede budget i perioden.
- Det er utroligt vigtigt med udbygningen af EU’s energiinfrastruktur. Det er afgørende for skabelsen af et sammenhængende og velfungerende energimarked i EU, hvor energien bevæger sig uhindret på tværs af medlemslandene, konstaterer branchedirektøren.
Fri bevægelighed afgørende
Han ser netop den frie bevægelighed som også værende afgørende for, at EU kan nå målsætningerne på klima- og energiområdet og sikre en omkostningseffektiv omstilling til mere vedvarende energi samtidig med, at EU har en stabil energiforsyning til rimelige priser.
- Og i øvrigt haster det med at udbygge og modernisere EU’s energinet, som mange steder skranter, slår Hans Peter Slente fast.
Når dansk vind skal indregnes
Han mener, at Danmark har en særlig interesse i, at den nordlige del af EU’s energinet udbygges kraftigt.
- Med den planlagte betydelige ekspansion af vedvarende energi i Danmark er det væsentligt, at vi kan eksportere vindmøllestrømmen, når det blæser, og omvendt importere tilstrækkeligt med energi, når det er vindstille. En beslutning om at slække på ambitioner for energiinfrastruktur i EU’s budget kan i værste fald blokere for udnyttelsen af de store vindressourcer, som findes her i Nordeuropa. Til skade for Danmark og til skade for hele EU, forudser branchedirektøren for DI Energibranchen.
Mange henvendelser fra DI Energibranchen
Det danske forhandlingsmandat på området fastlægges af Folketingets Europaudvalg fredag den 16. marts. DI Energibranchen har blandt andet i flere breve gjort Europaudvalget og relevante ministre opmærksom på nødvendigheden af at prioritere EU’s infrastruktur, særligt energiinfrastrukturen, højt i EU’s kommende budget.
- Vi håber derfor, at EU Kommissionens forslag på området også bliver formandskabets prioritet. En beskæring vil være stik imod det danske formandskabs største prioriteter – økonomisk vækst og grøn omstilling, mener Hans Peter Slente.
Kilde: Dansk Industri - http://www.di.dk