Solcelleanlæg og forsikring støder sammen
Forsikringsselskaber overvejer at øge priserne på forsikring af huse med solcelleanlæg, da anlæggene potentielt kan give brandfolk stød.
Anlæggene kan give brandfolk, som sprøjter vand på anlæggene, stød på op til 400 volt, hvis kablers isolering svigter. Derfor frygter Vestjyllands Forsikring, at flere huse vil brænde helt ned, hvilket vil medføre ekstra udgifter
- På sigt kan det blive dyrere for os at forsikre de huse, som har solcelleanlæg, siger Jørgen Ladekjær, direktør i Vestjyllands Forsikring i Videbæk til TV MidtVest.
Regningen vil i sidste ende lande hos husejeren, som har installeret et solcelleanlæg.
Ingen sager i Danmark
Beredskabsstyrelsen kender til problemet og overvejer nu, om der skal udformes en vejledning for slukning af brand i solcelleanlæg.
Ingen brandfolk er kommet til skade under slukning af solcelleanlæg i Danmark.