Dong-chef: Jeg skal ikke rydde op
Ny Dong-chef afviser, at han nu skal ind og rydde op internt i Dong Energy efter Anders Eldrup.
- Jeg tænker ikke, at jeg skal ind og rydde op. Der ligger en klar og ambitiøs vækststrategi, og det er den, som koncernen efter min bedste overbevisning skal drives efter. Det bliver mit primære fokus, siger Henrik Poulsen til Børsen
Selvom den 44-årige topchef er glad for sit nuværende job som administrerende direktør i TDC, ser han frem til de nye udfordringer, der venter ham i Dong Energy.
- Jeg forventer en spændende udfordring. Jeg er meget glad for TDC, så det har været en svær overvejelse. Men den forretningsmæssige platform i Dong Energy er ekstraordinær spændende, og i mine øjne en af de mest spændende i Danmark i øjeblikket, siger han til Børsen.
Visionerne er klarer
Den nye direktør er allerede klar med idéer og ambitioner for fremtiden i Dong Energy.
- Dong skal være en central aktør i at omstille det danske samfund til grøn energi. Samtidig skal Dong også spille en central rolle i at fastholde Danmark som en af de førende nationer i udviklingen og anvendelsen af grøn energi, siger han til Børsen.
Henrik Poulsen fokuserer især på to områder, som rummer gode muligheder både for Dong Energy og det danske samfund.
- Dong har fokus på to hovedområder – den ene er offshore-vind og den anden er olie og gas. På den platform har Dong Energy i dag en ledende position i hele Nordeuropa. Det indebærer nogle muligheder for fremtidig vækst og muligheder for at omstille Danmark til grøn energi på en forretningsmæssig god facon. Det indebærer selvfølgelig også muligheden for at skabe noget vækst og nogle arbejdspladser til glæde for det danske samfund, siger han.
Henrik Poulsen tiltræder i Dong Energy senest 1. november 2012.