DONG køber tyske vindprojekter for næsten 1,2 mia. kr.
DONG Energy har erhvervet en 100 procent ejerandel i tre udviklingsprojekter indenfor offshore vind i Tyskland.
Købesummen for de tre projekter består af en initial betaling på 57 mio. euro - ca. 425 mio. kr. – samt yderligere udskudte betalinger betinget af opnåelse af visse milepæle, f.eks. investeringsbeslutning om opførelse af vindmølleparkerne. De yderligere udskudte betalinger beløber sig til op til 100 mio. euro - ca. 745 mio. kroner. Det skriver Dong Energy i en pressemeddelelse.
Både Gode Wind 1 og 2 har opnået tilladelse fra de tyske myndigheder til opførelse og drift af projekterne. Anvendelse af projekternes samlede kapacitet kræver dog visse ændringer til tilladelserne.
For Gode Wind 1 og 2 foreligger der ubetinget tilsagn om nettilslutning fra netselskabet TenneT på i alt 584 megawatt. For Gode Wind 3 er der ansøgt om tilladelse til opførelse og drift, hvilket forventes opnået i 2013. Gennemførelse af Gode Wind 3 transaktionen er betinget af opnåelse af de relevante tilladelser inden udgangen af januar 2014.
Stærk position på tysk marked
Erhvervelsen af Gode Wind 1, 2 og 3 projekterne er et vigtigt led i DONG Energy’s indsats med at styrke selskabets position på det voksende tyske marked for offshore vind.
- Offshore vind spiller en central rolle i DONG Energy’s samlede strategi og købet af de tre Gode Wind projekter styrker vores allerede ambitiøse pipeline af udviklingsprojekter i tysk farvand, siger Carsten Krogsgaard Thomsen, konstitueret adm. direktør for DONG Energy.
- Gode Wind projekterne i Tyskland er meget interessante for os, idet vi, givet en positiv investeringsbeslutning, forventer at kunne påbegynde opførelsen af dele af projekterne i 2015 takket være allerede opnåede tilsagn om nettilslutning. På den måde passer projekterne godt ind i DONG Energy’s pipeline af projekter og vil sikre, at vores installationstog, hvor vi bygger store projekter i forlængelse af hinanden, kan forløbe smidigt og bidrage til at reducere prisen på energi fra havmøller, forsætter Carsten Krogsgaard Thomsen.
DONG Energy har endnu ikke truffet investeringsbeslutning vedrørende de tre projekter.
DONG Energy har allerede offshore vindprojekter under opførelse på Lincs, London Array og West of Duddon Sands i Storbritannien, Borkum Riffgrund 1 i Tyskland og Anholt havmøllepark i Danmark. Disse projekter vil have en samlet kapacitet på ca. 2.000 megawatt.