Ny dansk vindturbine er en vindteknologisk revolution
- Wind Heat Silence er dobbelt så effektiv som en vindmølle med samme vingefang – og den larmer ikke.
- Vindturbinen er en lille revolution på markedet for vedvarende energi. Den er et resultat af tre års ukuelig kamp for opfinder og iværksætter Alfred Lisbjerg fra Bjerringbro, som har investeret et syvcifret beløb og tusindvis af timer i turbinen. Til gengæld er resultatet blevet helt unikt, siger konsulent Leo Elling Rasmussen fra Phønix Tag.
Den nye turbine har en effekt, der er over dobbelt så stor som en vindmølle med tilsvarende vingefang, og så kan den monteres på de fleste typer af tage. Turbinen, der ingen lavfrekvent støj udsender, kan producere op mod 18.000 KWh el om året.
Mere grøn energi til danskerne
- Det seneste år har vi set med solcellerne, at danskerne i høj grad er modtagelige for grøn energi, blot økonomien hænger forsvarligt sammen. Med denne vindturbine får vi alle et effektivt, grønt og særdeles økonomisk forsvarligt bud på egen el-produktion – og så er den oven i købet støjsvag, lyder det fra Leo Elling Rasmussen.
Wind Heat Silence kommer i første omgang på markedet i tre størrelser, hvor standardmodellen på 2,4 m i vingefang er den mellemste. I den største udgave er vingefanget tre meter, og det betyder en fordobling af ydelsen, oplyser firmaet.
Leo Elling Rasmussen har store forventninger til den nye vindturbine.
- Det er effektiv, grøn energi, som oven i købet er driftssikkert og til en overkommelig pris. Samtidig er vi meget glade for samarbejdet med Wind Heat A/S og Alfred Lisbjerg. Denne nyhed beviser bare, hvor svært det kan være at stoppe en ukuelig iværksætter med en god idé. Heldigvis, siger Leo Elling Rasmussen.