23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Projektchef begyndte som arbejdsmand og fejrer nu 25 år

Projektchef Lars Larsen fejrer den 25. marts 25-årsjubilæum hos Entreprenørfirmaet Nordkysten A/S.

Lars, der er uddannet kommis, kom til Nordkysten, da han flyttede til Frederiksværk i 1996. Han kontaktede Nordkysten for at søge arbejde, selvom han på det tidspunkt ikke kendte til kabelarbejde og forsyning. Det tog ham ikke lang tid at falde til, da han med egne ord aldrig har været bange for at tage fat med en skovl.

Lars begyndte at grave telefonledninger ned for KTAS - senere TDC - men da Dong Energy (nu Ørsted) blev kunde hos Nordkysten, blev han oplært i at arbejde med oliekabler i stedet. Oliekablerne er i dag Lars’ hjertebarn. Han var den første, der blev oplært i at arbejde med oliekabler hos Nordkysten, og i dag er han den, der lærer andre op. Han er glad for at give sine erfaringer videre til især unge mennesker.

”Nordkysten skal ikke kun ansætte specialister med mange års erfaring. Vi skal også lære medarbejdere op fra bunden, som jeg selv blev det. Det er vigtigt for mig at fortælle de unge, at hvis man er indstillet på at tage fat og er åben for at lære nyt, så kan man komme langt i den her branche,” siger Lars.

I 2007 satte Lars sig i kontorstolen som projektleder og siden hen projektchef for Nordkystens forsyningsafdeling - en afdeling med 30 ansatte, de fire på kontoret og 26 i marken. Afdelingen tager sig hovedsageligt af driftsfejl på oliekabler lige fra de mindre kabler, der leverer strøm til forsyning af husstande, til de store forsyningskabler, der typisk bruges mellem transformatorstationer.

”Udviklingen går stærkt hos Nordkysten, og virksomheden er vokset, siden jeg begyndte for 25 år siden. I dag har vi 230 medarbejdere i marken og 94 på kontoret, men sammenholdet er stadig godt. Det betyder meget for mig, at man kender hinanden og hjælper sine kolleger,” siger Lars.

Lars beskæftiger sig dagligt med regnskab og koordinering af opgaver og har kontakten med en række af Nordkystens faste kunder. Han er dog stadig ude i marken i ny og næ. Hvis der er opstår spørgsmål til kablerne fra kollegerne, så rykker Lars ud.

Jakob Christian Høj er leder af forsyningsafdelingen hos Nordkysten. Han siger:

”Det er dejligt at have en erfaren medarbejder som Lars med på holdet. Lars er altid glad og positiv, og det smitter af på os andre. Han er aldrig bange for at give sine kolleger en hjælpende hånd og bidrage til, at vi løfter opgaverne sammen. Stort tillykke med jubilæet til Lars.”

Lars er 57 år og bor sammen med sin kæreste Ann i Mårum tæt på Helsinge. Han har to voksne sønner fra et tidligere forhold samt børnebørn.

I fritiden går han passioneret til keglerne i Mårum Kegleklub.

Entreprenørfirmaet Nordkysten A/S
Pårupvej 183
3250 Gilleleje
Gribskov Kommune
Danmark
CVR nummer: DK26862930

Send til en kollega

0.047