Konsolidering i metalbranchen
Der er mange grunde til, at virksomheder i metalbranchen konsoliderer, som for eksempel effektivisering, diversificering og nye lovkrav. Uanset hvad, kan du som ejerleder få direkte fordel af at konsolidere din virksomhed. Læs hvorfor her.
Derfor konsoliderer mange virksomheder i metalbranchen
De seneste år har en bølge af konsolidering præget mange danske brancher – og den danske metalbranche er ingen undtagelse. Selvom tendensen til konsolidering gennem opkøb, fusioner og partnerskaber i metalbranchen ikke er helt entydig, er niveauet højt. Det er drevet af en række forskellige årsager, som afhænger af den enkelte virksomhed:
- Effektivisering: Øget produktivitet og lavere omkostninger er primære drivkræfter konsolidering i metalbranchen. Sammenlægning af enheder og større volumener kan give stordriftsfordele (economies of scale) med forbedret forhandlingskraft i forhold til leverandører, lavere produktionsomkostninger og optimeret logistik.
- Styrket markedsposition: Konsolidering kan hjælpe virksomheder i metalsektoren til at opnå en stærkere markedsposition med større markedsandele og forbedret konkurrenceevne. I et marked med høj global konkurrence er konsolidering desuden en mulig vej til nye markeder og kundegrupper både nationalt og internationalt.
- Ny teknologi: Metalbranchen drager i stigende grad fordel af avanceret produktionsteknologi, automatisering og digitalisering for at forbedre produktiviteten og produktkvaliteten. En fusion eller et opkøb kan give adgang til nye teknologier og kompetencer, som kan fremme innovation og konkurrencedygtighed.
- Klima og bæredygtighed: Det stigende fokus på bæredygtighed og reduktion af vores CO2-aftryk betyder, at mange virksomheder skal investere i nye, miljøvenlige teknologier og processer. For mindre virksomheder kan det give god mening at fusionere med større selskaber, der har den økonomiske kapacitet til at investere i bæredygtighed og innovation.
- Regulatoriske krav: Skærpet lovgivning, for eksempel klima- og miljøkrav, og risikoen for økonomiske sanktioner stiller krav til virksomhederne om at investere i compliance og kvalitetskontrol. For mindre virksomheder er konsolidering en mulig strategi for at dele de ressourcemæssige byrder og omkostninger.
Hvorfor er konsolidering i metalbranchen en fordel netop nu?
Konsolidering i metalbranchen kan være særdeles fordelagtigt. Ikke kun for at styrke sin position i forhold til ovennævnte årsager og markedsændringer, men også for at opnå diversifikation, adgang til nye markeder og stordriftsfordele.
Aktuelt ser vi flere metatendenser, der gør konsolidering relevant i metalbranchen. Blandt de vigtigste er bæredygtighed og grøn omstilling, ressourceknaphed, forsyningskædeproblematikker, global konkurrence, geopolitisk og økonomisk usikkerhed samt mangel på kvalificeret arbejdskraft.
Ved at fusionere vertikalt eller horisontalt med komplementerende virksomheder bliver det muligt at opnå større diversifikation af produktporteføljer og forretningsaktiviteter for at målrette en større kundebase. Desuden kan større diversifikation være med til at reducere virksomhedens eksponering ved ændringer i lovkrav og forbrugerpræferencer. Alt i alt vil dette gøre virksomheden mere attraktiv for investorer.
Konsolidering kan ydermere være en interessant genvej til at komme ind på nye markeder. Dette gælder både i forhold til de ovennævnte komplementerende produkter, men også for nye geografiske markeder. At få succes med at ekspandere til helt nye markeder kræver store investeringer og de rette kompetencer, og opkøb og fusion kan være en fordelagtig genvej.
Kan du som ejerleder opnå fordele ved at konsolidere?
Det står klart, at der kan opnås en række forretningsmæssige fordele ved at indgå i konsolideringen i den danske metalbranche. Men er det også fordelagtigt for dig som ejerleder?
Når en branche har nået et vist niveau af konsolidering, ser vi generelt en øget interesse i opkøb af de virksomheder, som har formået at styrke deres position, blive mere robuste, konkurrencedygtige og profitable. Og en øget interesse fra flere købere kan naturligvis give dig som ejerleder bedre vilkår og værdiansættelse i en salgssituation.
Desuden vil en veletableret virksomhed typisk tiltrække flere forskellige typer af interesserede købere. Det kan være købere, som har en strategisk interesse i virksomheden, kapitalfonde, som ser virksomheden som en relevant tilføjelse til deres buy-and-build strategi eller en helt tredje type investor. Som ejerleder af din virksomhed vil du derfor have bedre muligheder for selv at vælge den rette købertype ud fra det, der bedst matcher dine ønsker for virksomheden og din egen fremtid.
Alt i alt vil en større konsolidering af din virksomhed kunne resultere i bedre vilkår for dig som sælger, og det vil være en direkte fordel for værdiansættelsen og dine ønsker og visioner for den fremtidige forretningsførelse af din virksomhed.