Fremtiden for din familieejede virksomhed i fødevareindustrien
Hvis du er ejerleder i en familievirksomhed, er du formodentlig også bevidst om, at der ligger en særlig udfordring i at tilrettelægge et fremtidigt salg af virksomheden - ikke mindst hvis ønsket er, at virksomheden skal forblive helt eller delvist på familiehænder. Det handler dels om at sikre, at virksomheden råder over de rette kompetencer og teknologier i et fremtidigt marked, men også om at de nye ejere bliver optimalt rustet til at føre virksomheden videre.
Hvad enten du ønsker at overdrage virksomheden til yngre kræfter i familien eller sælge helt eller delvist til en ekstern køber, der kan tilføre ny viden og kompetencer, er det afgørende at begynde forberedelserne til dit virksomhedssalg i god tid. I denne artikel får du de vigtigste råd til at fremtidssikre din virksomhed i fødevarebranchen.
Hvordan sælger du din virksomhed til et familiemedlem?
At sælge en familievirksomhed er aldrig one-size-fits-all. Sammensmeltningen af familie og virksomhed kan give stor mening, men også være en kilde til komplikationer. Ofte er der følelser knyttet til virksomheden. Der kan være mange årsager til at sælge, negative som positive, og timing spiller næsten altid en stor rolle. Det kan for eksempel være ønsket om at gå på pension, rejse kapital, tilføre nye kompetencer eller en reaktion på ændrede markedsforhold. Det er vigtigt at forstå motivet bag et kommende salg for at sikre den bedst mulige proces for sælger og andre interessenter.
Et virksomhedssalg starter med en exit-strategi, og allerede her vil det for de fleste give mening at inddrage professionel hjælp, som kan bidrage til at øge virksomhedens værdiansættelse og gennemførsel af selve salgsprocessen. Som ejerleder skal du afklare med dig selv, om din virksomhed er rustet til at fortsætte uden dig ved roret. Hvis ikke, bør din forberedelsesproces allerede starte nogle år før et eventuelt salg, så du kan arbejde på at gøre virksomheden uafhængig af dig som ejerleder. Dette vil være med til at forbedre virksomhedens værdiansættelse, mindske krav om earn-out og lignende strukturer og samlet give dig bedre vilkår i forbindelse med et salg. Selve den tekniske del af salget kan være tidskrævende og kompliceret, og skal virksomheden gives som delvis gave til et familiemedlem, vil der samtidig være skattetekniske udfordringer at løse.
Findes der ikke en køber i familien, er der en bred vifte af muligheder, men også et behov for at vurdere og optimere virksomheden professionelt for at tiltrække de bedst mulige købere.
Hvordan fremtidssikrer du din familievirksomhed i fødevarebranchen?
Fødevareindustrien gennemgår i disse år en række forandringer, ikke mindst i forbindelse med ændrede forbrugerpræferencer og større efterspørgsel efter økologiske og etisk producerede fødevarer. Sideløbende pågår en større teknologisk udvikling, som stiller krav til investeringer i nye kompetencer og diversificering af forretningsmodellen. Vi har listet de væsentligste elementer, der kan sikre fremtiden for din familievirksomhed i fødevareindustrien:
Tag del i branchens innovation
Forbrugernes interesse for plantebaserede produkter, funktionelle fødevarer og sunde spisevaner er stigende. Det kan derfor være afgørende at investere i R&D for at udvikle innovative produkter, der imødekommer nye forbrugerpræferencer og ernæringsbehov som for eksempel økologiske, glutenfri eller proteinrige fødevarer.
Indfør bæredygtige processer
Der er fokus på bæredygtighed i fødevarebranchen. Ved at reducere madspild, skifte til mere miljøvenlig emballage og optimere vand- og energiforbruget kan virksomheden både styrke sin markedsposition og tiltrække det voksende segment af etiske og miljøbevidste forbrugere, som også vægter certificeringer som Ø-mærket og Fair Trade.
Forbered din fremtidige ledelse
Som familievirksomhed er det ekstra vigtigt at have en plan for fremtidig overdragelse og inddrage yngre familiemedlemmer i både drift og strategiske beslutninger, hvis ønsket er, at de en dag skal overtage virksomheden. Her kan både formel uddannelse og mentorprogrammer være med til at forberede den næste generation til fremtidens udfordringer i fødevarebranchen.
Følg med lovkrav og reguleringer
At navigere i reglerne for fødevareproduktion og -sikkerhed, mærkningskrav og internationale handelsregler er både tids- og ressourcekrævende. Samtidig kan der være betydelige muligheder i at udnytte offentlige incitamenter eller tilskud til innovation, bæredygtighedstiltag eller udvikling i landdistrikter.
Fokus på nye markeder
Undersøg mulighederne i nye vækstmarkeder såsom eksport af nichefødevarer eller ekspansion inden for premium- eller sundhedsorienterede kategorier. Det kan også være værd at overveje diversificering til andre dele af værdikæden eller beslægtede områder som for eksempel catering, levering, færdigretter eller co-branding med etablerede sundheds- eller livstilsvirksomheder.
Styrk din økonomiske modstandskraft
For at styrke din virksomheds økonomiske modstandskraft og håndtere svingende råvarepriser kan du blandt andet diversificere dine leverandører og investere i risikostyring. Overvej desuden at søge ekstern finansiering gennem landbrugsstøtte, grønne obligationer eller privatkapital for at understøtte virksomhedens langsigtede vækst og innovation.
Fasthold dine interessenter
Det er vigtigt at opbygge stærke relationer med interessenter som landmænd, distributører og forhandlere for at sikre stabil forsyning og bred adgang til markedet. Du kan skabe afgørende værdi ved at kommunikere direkte med dine slutbrugere gennem branding, kampagner, storytelling og transparens i jeres indkøb og produktion.
Hvordan kan Marktlink hjælpe?
Et virksomhedssalg er en tidskrævende og kompliceret proces, og for at sikre et vellykket resultat er det ofte værdifuldt at inddrage en ekstern M&A-rådgiver. Marktlink har stor erfaring med salg af virksomheder på tværs af sektorer, og vi vil med glæde hjælpe dig med at vurdere, optimere og sælge din familievirksomhed til den rette køber.