Kristian Strand efterfølger Jürgen Fischer som President, Danfoss Climate Solutions
Danfoss har meddelt, at Kristian Strand er udnævnt til President for Danfoss Climate Solutions. Han efterfølger Jürgen Fischer, der efter 16 år hos Danfoss har besluttet at gå på pension. Kristian Strand indtræder i Danfoss’ koncernledelse og tiltræder som President for Danfoss Climate Solutions den 1. april 2025. Han er i dag direktør for divisionen Commercial Compressors i Danfoss Climate Solutions.
”Jeg er stolt over at kunne meddele, at Kristian bliver en del af Danfoss’ koncernledelse og overtager rollen som Segment President for Danfoss Climate Solutions. Sammen med teamet og vores kunder vil han sikre kontinuitet og løfte forretningen til næste niveau,” siger Kim Fausing, Danfoss’ koncerndirektør. ”Kristian bringer stor erfaring og imponerende resultater med sig fra sin karriere og deler vores ambitioner og passion for Danfoss Climate Solutions. Jeg vil gerne takke Jürgen for hans dedikation, stærke lederskab og betydelige bidrag til Danfoss og Danfoss Climate Solutions gennem de sidste 16 år. På vegne af koncernledelsen ønsker jeg Jürgen alt det bedste fremover og Kristian held og lykke i sin nye rolle.”