23948sdkhjf

Danske Commodities stormer frem

KRISEKNUSER: Det Aarhus-baserede energihandelshus, har ikke mærket meget til finanskrisen. Tværtimod har virksomheden siden 2007 øget sin medarbejderstab fra ni til 265 ansatte.
Det er mindre end et årti siden, at nuværende bestyrelsesformand Henrik Lind i 2004 etablerede energihandelshuset Danske Commodities i Aarhus. I dag beskæftiger virksomheden 265 medarbejdere og har aktiviteter i 31 lande i hele Europa. Og ifølge virksomhedens administrerende direktør, Torben Nordal Clausen, har netop højtkvalificerede medarbejdere været kernen i handelshusets stormende succes.

- Vi er en medarbejderdrevet virksomhed, og vores gode resultater skyldes mere end noget andet den viden og innovationskraft, vores kompetente og hårdtarbejdende medarbejdere besidder. Vores medarbejdere er vores største aktiv, og vi bestræber os på at skabe de bedst mulige forhold for dem, lyder det fra direktøren, der understreger, at en succesfuld fastholdelsespolitik er afgørende for Danske Commodities.

Som nævnt har virksomheden siden 2007 mangedoblet antallet af medarbejdere. I 2007 talte Danske Commodities således ni medarbejdere – et tal der i 2010 lød på 36 og i 2011 på 72, og i 2012 blev antallet mere end fordoblet.

Flere end 250 af virksomhedens medarbejdere arbejder i dag i Aarhus, mens resten sidder på kontorer rundt om i Europa.

Læs også: Rekordresultat hos Danske Commodities

Nye forretningsområder
Ud over et hav af nye medarbejdere bød 2012 også på tre nye forretningsområder hos Danske Commodities. Virksomheden etablerede således de tre forretningsenheder dcGeneration, dcRenewables og dcOrigination.

Forretningsenheden dcGeneretion overtog i april 2012 DTUs kraftvarmeværk, hvilket siden har haft en positiv indvirkning på selskabets resultat og samtidig har skabt synergi på tværs af værdikæden.

- Blandt andet har vi øget vores forretning og forbedret vores resultat inden for Climate Markets. Værket giver os desuden unik indsigt i de muligheder og risici, ejere af kraftværker står over for, siger Torben Nordal Clausen.

Også enheden dcRenewables har vist sig at være en god satsning. Forretningsenheden blev etableret med henblik på at håndtere elkraft fra vindmøller og solpaneler, først i Tyskland og siden i Sverige, og er i dag i top fem i Tyskland på håndtering af vindmøllestrøm.

I 2012 etablerede Danske Commodities desuden dcOrigination, der har fokus på certificeringer af energieffektive energiproducenter, eksempelvis vindmøller, kraftvarmeværker og forbrændingsanstalter.

- I Danske Commodities har vi haft held med at udvide vores aktiviteter uden for vores kerneområde og vi har skabt en kundedreven forretning med energirelaterede produkter og services, siger Torben Nordal Clausen om de nye forretningsenheder og forsætter:

- Da vi lancerede vores vækststrategi Passion for Energy i begyndelsen af 2011, var Danske Commodities primært et handelshus med stor ekspertise inden for el, gas og klimaprodukter. I dag er Danske Commodities både en god købmand, en kompetent rådgiver og en højt kvalificeret samarbejdspartner med en stor international tilstedeværelse og en evne til at servicere kundernes individuelle behov.

Fleksibilitet og innovation har været nøgleord
Danske Commodities opererer i en dynamisk branche, hvor det er vigtigt at være fleksibel og omstillingsparat, og dette er virksomhedens flade organisation og en innovative virksomhedskultur ifølge direktøren med til at sikre.

- Vi har 11 forskellige teams, der sikrer optimal fleksibilitet og konstant afsøgning af markedsmulighederne inden for forretningsområderne. Disse teams er selvstændige og har hver deres egen strategi og klart definerede ansvarsområder, hvor de trækker på hinandens styrker med henblik på at skabe værdifuld synergi, lyder det fra Torben Nordal Clausen, der forsætter:

- Den fleksible og innovative organisation har været en væsentlig årsag til selskabets fremgang i omsætning og resultat. Samtidig sikrer det diversificerede og dermed bredere forretningsgrundlag, at selskabets samlede risikoprofil reduceres.

Direktøren understreger videre, at risikoafdækning er en integreret del af forretningen, og at det er af højeste prioritet at handle med så lav risiko som muligt. I 2012 havde Danske Commodities således 341 dage med overskud.

International ekspansion
Med ni år på bagen og stormende succes, har Danske Commodities ingen planer om lige at stoppe op og få vejret. Også for de kommende år har virksomheden store planer.

- Vi forventer med vores strategiske vækststrategi Passion for Energy at skabe vækst i vores forretningsaktiviteter samt fortsat at øge lønsomheden gennem løbende international ekspansion og ved at udbygge antallet af aktive segmenter og ved at øge udbuddet af de energirelaterede produkter og services, som vi tilbyder vores kunder, lyder det fra administrerende direktør Torben Nordal Clausen.

Kriseknuserne
Energy Supply og de øvrige brancheportaler under Industry Supply Danmark sætter i denne uge fokus på virksomheder, der har formået at knuse krisen ved at levere positive resultater i en svær tid. Redaktionen har udvalgt tre virksomheder pr. portal blandt de indsendte forslag og kårer en samlet vinder som ”Kriseknuser 2013” på tværs af Industry Supplys portaler i starten af næste uge.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078