23948sdkhjf

NKT Cables overtager Ericssons energikabelaktiviteter

Overtagelse af Ericssons energikabelaktiviteter skal styrke NKT Cables' position på markedet for mellem- og lavspændingskabler i Norden.
NKT Cables har i dag indgået en betinget købsaftale med Ericsson om overtagelse af Ericssons energikabelaktiviteter ("Energy Business"). Overtagelsen er betinget af relevante konkurrencemyndigheders godkendelse og forventes at kunne gennemføres i begyndelsen af tredje kvartal 2013. Købsprisen udgør ca. 220 mio. kr. på gældfri basis.

Ericssons Energy Business havde i 2012 en omsætning i markedspriser på ca. 1,3 mia. kr., og selskabet er en veletableret leverandør af mellemspændingsprodukter til de nordiske energiselskaber. Derudover er Ericssons Energy Business leverandør af lavspændingsprodukter til grossister og installatører i Sverige, ligesom en væsentlig del af omsætningen kommer fra en række innovative energikabler til specialformål.

Akkvisitionen er et centralt element i NKT Cables’ vækststrategi for forretningsenheden Products, som fokuserer på at styrke NKT Cables’ markedsposition indenfor mellem- og lavspændingskabler på udvalgte markeder. Købet af Ericssons energikabelaktiviteter vil tilføre en række unikke produkter til sortimentet, styrke udviklingskompetencerne for nye og innovative energiløsninger samt forbedre muligheden for at servicere de nordiske kunder.

Overtager svensk fabrik
NKT Cables vil overtage ca. 320 ansatte samt en fabrik i Falun, Sverige, der omfatter produktionsanlæg, udviklingsafdeling samt salg og administration. Fabrikkens placering og produktportefølje er komplementær til NKT Cables' fabrik i Asnæs, Danmark, og dermed vil man skabe et omkostningseffektivt produktions- og logistik-setup til servicering af det nordiske marked.

Transaktionen forventes at have neutral effekt på NKT-koncernens indtjening i 2013, men forventes at bidrage positivt fra 2014.

- NKT fokuserer på den langsigtede værdiskabelse i vores selskaber. Akkvisitionen af Ericssons energikabelaktiviteter er et godt eksempel på, hvordan vi udøver vores aktive ejerskab ved at udnytte de muligheder, der opstår, siger Thomas Hofman-Bang, administrerende direktør i NKT Holding.

Marc van't Noordende, NKT Cables CEO, lægger vægt på, at købet af Ericssons Energy Business ligger i forlængelse af NKT Cables' strategi:

- Vi har udviklet langsigtede vækstplaner for all tre forretningsenheder i NKT Cables. Købet af Ericssons Energy Business giver os en interessant mulighed for at styrke Products-enheden på et af vores fokusmarkeder.

- Gennem vores dialog med Ericsson har vi mærket en stor kulturel lighed mellem de to virksomheder, der begge har en lang historik i kabelbranchen. Vi glæder os til at byde de nye kolleger velkommen i NKT Cables, og vi ser frem til at fortsætte vores stærke tradition for at skabe innovative og miljøvenlige kabelløsninger, siger Marc van't Noordende.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093