Ørsted-aktien går til bunds efter dårlige USA-nyheder
Med udsigten til en nedskrivning på op imod 16 milliarder kroner har en del Ørsted-aktionærer onsdag morgen besluttet sig for at sælge ud af deres beholdning.
Det har betydet, at aktiekursen efter de første minutters handel på den københavnske Nasdaq-fondsbørs er faldet med 13 procent.
Ørsted meddelte sent tirsdag aften, at man har besluttet at nedskrive værdien af tre amerikanske havvindprojekter med fem milliarder kroner som følge af forsinkelser og højere materialepriser.
Samtidig holder selskabet døren åben for yderligere afskrivninger, hvis forhandlingerne om en amerikansk skatterabat ikke får det ventede udfald, og hvis renten ikke snart begynder at falde igen.
De samlede nedskrivninger kan dermed ende i størrelsesordenen 16 milliarder kroner.
Det skal ses i forhold til Ørsteds markedsværdi, som inden onsdagens handel lød på 235 milliarder kroner.
Kursfaldet på 13 procent betyder, at Ørsted-aktionærerne natten over er blevet godt 30 milliarder fattigere.
Det franske finanshus BNP Paribas Exane har ifølge MarketWire sænket sit kursmål for Ørsted-aktien fra 780 kroner til 535 kroner, svarende til et fald på 31 procent.
Ørsted-aktien handles onsdag morgen i niveauet omkring 485 kroner.