Vækst hos nordjyske energivirksomheder
70 % af energivirksomhederne i Nordjylland har oplevet vækst i omsætningen eller bruttofortjenesten de seneste tre år. Det er en af hovedkonklusionerne i en undersøgelse foretaget af Aalborg Kommune.
- Det er flotte resultater, som bekræfter os i, at både den nordjyske energibranche i almindelighed og vindenergibranchen i særdeleshed både nu og fremover kan spille en både væsentlig og bærende rolle i at skabe vækst hos regionens erhvervsliv. Det er en branche, der i meget høj grad kommer til at tegne fremtiden, og som allerede i dag spiller en afgørende rolle på tværs af sektorer, forklarer Tonny Skovsted Thorup, konstitueret afdelingschef i Aalborg Kommunes Erhvervsafdeling.
Vil vinde markedsandele
De positive fremtidsudsigter i vindmøllebranchen underbygges af adm. direktør i brancheforeningen Vindmølleindustrien Jan Hylleberg:
- Virksomhederne, der leverer til vindmølleindustrien, oplever efter nogle meget svære år nu igen vækst i både omsætning, eksport og beskæftigelse. Vi forventer, at de danske virksomheder under ét vil vinde markedsandele igen i år, da de er bedre rustet til konkurrencen end tidligere. Nordjyske virksomheder med f.eks. Bladt, Liftra og Aalborg Havn i spidsen er gode eksempler på den udvikling.
Særligt positivt ser det ud hos de virksomheder i regionen, der har tilknytning til vindindustrien. En interviewundersøgelse blandt medlemsvirksomhederne i Hub North viser, at mere end 2 ud af 3 virksomheder har oplevet en positiv udvikling i beskæftigelsen i 2011 og 2012. Blandt disse virksomheder har flere øget medarbejderstaben fra nogle få medarbejdere til mere end 40 medarbejdere i perioden.
Optimismen er genvundet
Virksomhederne i vindindustrien har genvundet optimismen. Virksomhederne har særligt positive forventninger til jobskabelsen. Undersøgelsen viser, at de små og mellemstore virksomheder forventer at ansætte 200 nye medarbejdere, og de største virksomheder forventer at ansætte 1.500 nye medarbej-dere i de kommende år.
En af dem er ingeniørvirksomheden ITW Densit i Aalborg, som leverer løsninger til både olie/gas og vindsektoren. Her interviewer man i øjeblikket kandidater til to åbne stillinger. Virksomheden har udvidet medarbejderstaben med en faktor 4 eller 5 siden 2008 med en vækst i omsætningen på 100 % på de tre år, der er omfattet af undersøgelsen. Business Development Manager Peter Görlitz tilskriver særligt den voldsomme vækst i offshore-markedet virksomhedens positive udvikling.