23948sdkhjf

EU-direktiv sender F-gasser ud i kulden

Fra år 2050 skal det være slut med brugen af F-gasser, som ses i blandt andet køleskabe og varmepumper.

EU-Parlamentet har tirsdag endeligt stemt et forbud mod F-gasser igennem, som skal reducere EU's klimabelastning med 2,5 procent.

Enhedslistens europaparlamentsmedlem, Nikolaj Villumsen, kalder det en kæmpe klimasejr.

- Jeg er virkelig stolt over at have været med til at forhandle den hjem.

- Tiltagene vil reducere EU's klimapåvirkning markant. Så meget at det ikke bare er mange gange Danmarks - men faktisk svarende til hele EU's luftfartssektor, siger han efter afstemningen.

Nikolaj Villumsen var Venstrefløjsgruppens forhandler på sagen.

F-gasser er drivhusgasser, som er op til 25.000 gange mere klimaskadelige end CO2. Danmark har længe haft strammere lovgivning, men EU har haltet bagefter.

Med det nye direktiv fører en komplet udfasning af de skadelige gasser i år 2050.

Man har med aftalen også undgået, at de mest klimaskadelige F-gasser blot erstattes med mindre skadelige gasser, som indeholder PFAS.

F-gasser bliver brugt i blandt andet nogle køleskabe, varmepumper og airconditionsystemer. De blev taget i brug i stedet for de også klimaskadelige CFC-gasser, der blev udfaset i løbet af 00'erne.

457 stemte for direktivet, 92 imod og 32 undlod at stemme ved dagens plenarforsamling i Strasbourg.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079