Det nødvendige kulstofkredsløb
Af Lars Ottosen, formand, Dansk Center for Energilagring (DaCES) samt institutleder og professor, AU.
Vi skal dekarbonisere vores økonomi så meget som muligt af hensyn til klimaet. Det er de fleste enige om. Men hvor meget kulstof har vi egentlig fortsat brug for, når vi har elektrificeret og effektiviseret alt det, vi kan? Og hvor meget CO2 kan vi opfange og ikke mindst hvordan? Det ved vi ikke endnu. Derfor er det på tide at tale om det nødvendige kulstofkredsløb og stille os selv en række spørgsmål, hvis vi skal kunne nå at forberede os på en fossilfri fremtid.
Men jeg bør nok skitsere, hvad jeg mener med det nødvendige kulstofkredsløb. Forestil dig tre kasser.
I den ene kasse har vi de teknologier, der skal fange og lagre CO2 fra atmosfæren og andre CO2-kilder (Carbon Capture and Storage, CCS). Det er fortsat dyrt at fange CO2 fra punktkilder som røggas. Og Direct Air Capture (DAC) og især Direct Ocean Capture (DOC) er begge på et tidligt udviklingsstadie. Men alle disse fangst-teknologier vil formentlig blive nødvendige at udvikle og anvende, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at holde klodens gennemsnitlige temperaturstigning under 2,5 grader Celcius i dette århundrede (målet om at holde sig under 1,5 grader Celcius er desværre nok gået hen og blevet usandsynligt, sådan som verden udvikler sig p.t.)
I den anden kasse finder man alle de produkter og processer, som fortsat vil have brug for kulstof i en fossilfri fremtid. De indgår dermed som aftagere i det nødvendige kulstofkredsløb. Her er der en række ubekendte, vi mangler svar på, hvis vi skal kende det reelle behov.
For når vi har elektrificeret transportsektoren, vil der formodentlig stadig være behov for flybrændstoffer og sandsynligvis skibsbrændstoffer, men hvor meget? Hvilken rolle kommer ammoniak til at spille her?
Hvor gode bliver vi til at producere ikke-fossile polymerer, genanvende plastik og andre kulstofbaserede materialer i den cirkulære økonomi?
I den tredje kasse befinder sig de industrier, som fortsat vil kunne levere fossilfrit kulstof – typisk biogent kulstof i form af biomasse fra skov- og landbrug. Mængden af biogent kulstof, der vil være til rådighed, er også svær at sætte præcise tal på. Dels er der forskellige scenarier og dermed tal for, hvordan man kan få mere biomasse ud af det samme areal og dels vil der i fremtiden være en stigende andel af arealet, der vil være reserveret til andre formål såsom biodiversitet og forbedring af miljøkvalitet.
Det fangede kulstof, som jeg beskrev i den første kasse, vil som udgangspunkt blive lagret, og det vil det sandsynligvis blive ved med de næste 10-20 år. For det kræver store mængder vedvarende energi og yderligere teknologiudvikling at opfange og anvende dette kulstof til brændstof eller andre produkter (Carbon Capture and Utilization, CCU). Derfor kommer disse produkter og processer næppe på gaden i et definerende omfang i den nærmeste fremtid.
Så hvad indgår egentlig i det nødvendige kulstofkredsløb? Det må vi se at finde ud af i en rasende fart, hvis vi skal nå at udvikle de teknologier, der skal hjælpe os med at nå vores klimamål, og vores ambitioner inden for miljøkvalitet og biodiversitet.
Artiklen er en del af temaet Klumme.
