23948sdkhjf

Sommer, sommer og sol

Danmark har mange evergreens, og flere af dem af handler om elementernes positive indvirkning på alt fra humøret til samfundets udvikling. I anledning af solens indtog og sommerens komme følger her et tilbageblik på eviggrønne øjeblikke fra den første del af 2024 i klyngeverdenen af forskere og virksomheder – og et par bud på, hvad der venter.

Af Glenda Napier, CEO Energy Cluster Denmark

Der var masser af højt humør og god energi, da Birthe Kjær i 1971 udgav Sommer og sol. Siden da er havet, blæsten, solen og andre vedvarende energikilder fortsat i høj kurs; i radioen og i energisystemet, der i stigende grad sikrer, at man kan lytte til sommerhits på tværs af de elektriske apparater med grøn samvittighed.

Den klimavenlige strøm er godt på vej til at blive hele fundamentet for vores produktion, distribution og forbrug af energi.

Denne klumme er mit sidste indlæg før sommerferien, der venter mange af os om en god måneds tid. Derfor får I her en liste med udvalgte plotpunkter fra det første halvår i energisektorens fælles arbejde med innovation – mulige evergreens blandt mange andre til fremtidens energisystem.

Januar

Energiklyngens medlemmer har i den grad været på vingerne fra årets begyndelse. Det gælder blandt andet partnerne i innovationsprojektet Opticore, som nu og frem til 2025 prøver at teknologiudvikle med henblik på at reducere kernematerialet i de lange vindmøllevinger, industrien arbejder med. Det sker blandt andet ved brug af nye algoritmer, der kan optimere designet af vingens kerne. Små og mellemstore virksomheder samarbejder her med forskere og store industrivirksomheder til fordel for længere vinger, der i sidste ende øger energiproduktionen.

Februar

Der sker også en masse på tværs af lande, når det gælder grønne partnerskaber om energi. I februar kunne vi fortælle om et nyt stort EU-projekt – GAMMA – som vores medlemmer er en del af. Projektet handler kort fortalt om at gøre et fragtskib fra et Italiensk selskab grønnere, bl.a. ved at benytte grønne brændsler, solceller og andre teknologier. Partnerne kalder projektet, der er støttet af EU’s Horizon Europe-program, for en grøn gamechanger, og vi er stolte af at være med ombord sammen med vores medlemmer.

Marts

En del af det, energiklyngen bruger meget tid på, er at fortælle om afsluttede partnerskaber og de gode resultater, der bliver skabt i samarbejdet mellem forskere, virksomheder og myndigheder. Et eksempel på det er Marco Polo-projektet. I marts kunne vi fortælle om, hvordan havnene i Hanstholm og Frederikshavn har medvirket i et case-studie af havnenes rolle, når fiskeri og færgefart skal omstilles til klimavenlige brændsler. Marco Polo-partnerne har også set på værdikæden for håndtering af CO2 – fx når det skal udskibes og lagres under havbunden.

April

Power-to-X er en central del af vores fokus i energiklyngen. Der skal grøn brint til mange ting i fremtidens energisystem, og det var derfor positivt, at vi på vegne af partnerne i innovationsprojektet PtX Cluster Zealand kunne præsentere en succesfuld test fra den mindre sjællandske virksomhed DynElectro i april. Virksomheden har udviklet og testet en ny enhed til højtemperaturselektrolyse – og efter en succesfuld udvikling på laboratorieniveau er DynElectro nu klar til næste skridt; storskala-test før endelig kommercialisering af den nye elektrolyseteknologi.

Maj

Som en del af Energy Cluster Denmarks årsmøde i maj kunne vi kåre vinderen af årets innovationsprojekt. De mange hundrede medlemmer af energiklyngen kunne stemme på deres favorit blandt flere nominerede partnerskaber – og flest pegede på ACOMAR, der er en undervandsrobot til fjernelse af marine begroninger offshore, fx på havvindmøllers fundamenter. Robotten sparer brændsel til de skibe, der normalt sejler dykkere ud til opgaven, tid for virksomhederne og sikrer længere levetid for offshore-teknologierne, der skal producere energi på havet.

Sommer, sol, hav og blæst

Eksemplerne herover er få, udvalgte bud ud af mange på, hvad der bliver fremtidens eviggrønne hits – eksempler på alt det, der sker i vores energi-verden. Op mod sommerferien er der fortsat masser af projektaktiviteter i energiklyngen, jeg glæder mig til at følge tæt. Vi er også på Folkemødet på Bornholm, hvor vi sammen med hele sektoren er partner i Klima- & Energiscenen midt i Allinge. Kig forbi til en kop kaffe, hvis du er på solskinsøen.

Når sommerferien går på held i slut-juli, vender vi tilbage til masser af spændende opgaver. Energiklyngens portefølje af innovationsprojekter løber fortsat – der er mere end 100 aktive projekter sammen med hundredvis af virksomheder – og vi ser også frem til bidrage til implementeringen af den nye erhvervsfremmestrategi for virksomhedsudviklingen i Danmark, som Erhvervsministeriet og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse præsenterede i denne uge. Her spiller de danske klynger en nøglerolle, særligt når det gælder aktiveringen af små og mellemstore virksomheder i den danske innovationsindsats.

Jeg ønsker alle Energy-Supplys læsere masser af sommer, sol, hav og blæst i den kommende ferietid. Duften af kaprifolie, som Birte Kjær synger om, kan I også tage med, hvis I møder den i sommerlandet – og i arbejdet med den grønne energi.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079