23948sdkhjf

Evida vil være Danmarks førende CO2-distributør

Denne klumme er skrevet af Kim Søgård Bering Kristensen, administrerende direktør for Evida

Der er et stort markedspotentiale inden for fangst og lagring af CO2 (CCS). Faktisk har markedet for fangst, transport og lagring af CO2 i Europa potentiale til at kunne nå en samlet økonomisk værdi på mellem 450 og 1.000 milliarder, anslår Kraka Economics. 

Dermed er det ikke mange procent, Danmark skal sætte sig på, før vi ser ind i et gunstigt forretningsområde for hele værdikæden for CCS. 

Tager Danmark for eksempel 5 til 10 procent af markedet, vil det have en økonomisk værdi på mellem 23 og 100 mia. kr. – og læg dertil de skabte arbejdspladser. 

Danmark har en stærk position på grund af de gunstige underjordiske forhold. Med lagringskapaciteter på op mod 22 mia. ton overstiger det i høj grad forventningerne til den nationale CO2-fangst. Derfor er de politiske ambitioner netop også at gøre Danmark til en CO2-hub, der kan importere og lagre CO2 fra andre lande. 

Udover potentialet til at blive et nyt erhvervseventyr, så glem heller ikke, at CCS bliver afgørende for, at Danmark og Europa kan opfylde sine klimamål i 2030 og derefter. CCS er ikke det eneste redskab hertil, men det er et redskab, som vi ikke kommer udenom, og en vigtig tilføjelse til værdien af det nye CCS-marked, der ikke kun kan måles i kroner og øre. 

Stabilitet, effektivitet og ikke mindst sikkerhed

Evida bygger på mere end 40 års erfaring i at drive sikker, effektiv og stabil rørført gasinfrastruktur. De seneste 10 år har vi udviklet et grønnere gassystem, der også kan håndtere biogas, ved at tilkoble 57 biogasanlæg, udbygge gassystemet og balancere gasstrømmene i nettet. 

Nu forbereder vi os på det næste eventyr. 

I fremtiden vil Evida have tre strategiske forretningsben: Grøn metan, brint og CO2. 

Forberedelserne har været i gang længe og særligt på det sidstnævnte område går det i øjeblikket stærkt, for vi har en ambition om, at Evida skal være Danmarks førende CO2-distributør. Evida skal fortsat spille en afgørende rolle i omstillingen af den danske gassektor fra naturgas til biogas, for der er brug for gassystemet, der i dag flytter en mængde energi, der svarer til halvdelen af det samlede danske elforbrug. Men vi vil også udnytte vores stærke kompetencer inden for rørført transport af gasarter bredere i den grønne omstilling. 

Derfor vil Evida bringe sin dybe viden og kompetencer inden for sikker rørtransport af gas i spil. Det gør vi til gavn for, at Danmark kan opfylde sine klimamål, og for at være med til at virkeliggøre de politiske ambitioner om Danmark som europæisk CO2-hub. 

Gas er vores hverdag, og Evida er specialister i at drive og udbygge et gassystem med fokus på stabilitet, effektivitet og ikke mindst sikkerhed, der også bliver nøgleord i en kommende CO2- infrastruktur.

Evida vil være leddet, som binder fangst og lagring sammen. Dermed fuldender vi CCS-værdikæden og sikrer, at vi i Danmark har know-how og ekspertise inden for hele værdikæden. 

Langtidsholdbare løsninger 

Evida har særligt fokus på de områder i landet, hvor klynger af udledere skal forbindes med lagringsfaciliteter via en infrastruktur, hvortil der sikres adgang for alle. 

Ved at tænke i CO2- rørledningsanlæg fremfor blot rør fra a til b giver det mulighed for at sikre langtidsholdbare og skalerbare løsninger, som ikke kun passer til de første kunder, men også de kommende. Infrastrukturen skal udtænkes i tæt samarbejde med markedsaktørerne og med udgangspunkt i deres ønsker og behov. 

Dialogen er allerede i gang. Blandt andet præsenterede vi for nyligt Evidas partnerskabsaftale med TotalEnergies Denmark og Associated Danish Ports (ADP). 

I Danmark har vores evne til at tænke langsigtet og helhedsorienteret før banet vejen for innovative fremskridt. Vores styrke ligger i samarbejde, planlægning og et visionært fremtidssyn. Det har givet os robuste og bæredygtige energisystemer, der tjener mange generationer. 

Det er Evidas udgangspunkt, når vi bygger infrastrukturen til fremtidens gasarter. Det er Evidas grundtanker, der sammen med vores erfaringer skal være med til at forløse vores rolle i CCS-værdikæden. 

Dermed kan Evida bidrage til Danmarks opfyldelse af klimamålene, den politiske ambition om at blive CO2-hub og en gunstig forretning.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094