Foderproducent etablerer solceller og sparer 1000 tons CO2
Foder-virksomheden DLG vil skære ned på sit klimaaftryk, og derfor har selskabet etableret solcelleanlæg på fire af sine fabrikker.
DLG vil med solcelleanlæggene på fabrikkerne i Skave, Tjele, Vrå og Bårse producere 3 GW strøm årligt, og det vil gøre dem i stand til at være periodevis tæt på selvforsynende med el til foderproduktionen.
Samlet set vil de nye anlæg kunne dække op mod 80 procent af de fire fabrikkers samlede årsforbrug af el via solenergi, lyder det i en pressemeddelelse fra DLG.
- Investeringen i mere klimaeffektive energiformer på vores lokationer er endnu et skridt på vores strategiske vej, hvor vi vil drive en grønnere forretning til gavn for vores ejere, kunder og verden omkring os. Samtidig er det også et projekt, der skal fremtidssikre vores fabrikker, så vi med vores egne anlæg kan producere grøn energi lokalt, hvor vi skal bruge det. Det er godt for den grønne omstilling af vores erhverv og for forsyningssikkerheden, udtaler vicekoncerndirektør for produktion og logistik, Ida Steensen.
Når de fire anlæg er i fuld drift, vil fabrikkerne årligt bidrage med en CO2-reduktion til DLGs samlede regnskab på over 1000 tons, hvilket svarer til omkring tre procent af DLGs samlede udledninger i Danmark.
- Det er vigtigt for os at kunne levere data, som vores ejere og kunder kan bruge i det lokale klimaregnskab. Jeg forventer, de vil opleve, at blandingernes klimaaftryk bliver mindre år for år, hvor en lang række initiativer udover energioptimering bliver implementeret i vores værdikæde, lyder det fra Ida Steensen.
DLG oplyser videre, at man har mål om at reducere sine CO2-udledninger i scope 1 og scope 2 med 30 og 50 procent sammenlignet med 2019 i henholdsvis 2025 og 2030.