23948sdkhjf

Vestforbrænding styrker topledelsen

Bjørk Paamand kommer til Vestforbrænding med erfaring fra E.ON, Ørsted, Holte Fjernvarme samt Norfors. Hun får ansvaret for et af landets største energiprojekter

Vestforbrænding har med ansættelsen af Bjørk Paamand som områdechef for Vestforbrændings varmeforsyning styrket sin topledelse. Her erstatter hun Per Wulff, der er overgået til en anden position i Vestforbrænding. 

Det er ønsket om at styrke gennemførelsen af Varmeplan 2030 kombineret med liberaliseringen af markedet og erfaring med udfasning af fossil energi, der har været af væsentlig betydning for at valget er faldet på netop Bjørk Paamand. 

- Vi er stolte over og glade for, at det er lykkedes os at få Bjørk Paamand med ombord. Hendes baggrund, erfaringer og engagement vil være med til at sikre, at Vestforbrænding kommer godt i mål med vores udrulning af fjernvarme til 39.000 nye kunder i syv kommuner i Storkøbenhavn i et af landets største energiprojekter, udtaler direktør i Vestforbrænding, Steen Neuchs Vedel, i en pressemeddelelse.

Kunne ikke sige nej

Bjørk Paamand kommer fra en stilling som direktør for varmeområdet i energiselskabet E.On i Danmark, hvor hun har stået for udvikling og implementering af ny strategi for udfasning af fossile varmekilder og indfasning af mere bæredygtige og grønne løsninger, som eksempelvis E.on-projektet "Byvarme". 

På Bjørk Paamands CV finder man også ledende stillinger hos Ørsted og Inbicon Bioethanol, direktør i Holte Fjernvarme og i Norfors. Derudover har Bjørk Paamand en række bestyrelsesposter – blandt andet i GEOOP, som arbejder med rådgivning inden for geotermi.

- Det her er en udfordring, jeg umuligt kunne sige nej til. Grøn energi har været den røde tråd i hele mit arbejdsliv, og Vestforbrænding har én af landets mest ambitiøse helhedsplaner for grøn omstilling i Danmark lige nu. Energiplanlægning og cirkulære forretningsmodeller er virkelig hjerteblod for mig, og Vestforbrænding er et selskab i rivende udvikling og med super dygtige ledere og medarbejdere - et hold som jeg glæder mig meget til at være en del af, udtaler Bjørk Paamand.

Erstatter Per Wulff

Bjørk Paamand erstatter områdechef for Vestforbrændings fjernvarme, Per Wulff, som overgår til en ny stilling som chef for Strategisk Energiudvikling. 

Per Wulff fortsætter som medlem af Vestforbrændings topledelse og får et tæt samarbejde med Bjørk Paamand.

Bjørk Paamand Olsen tiltræder stillingen 1. november 2024.

Varmeplan 2030

  • Varmeplan 2030 blev vedtaget af Vestforbrændings bestyrelse i begyndelsen af marts 2022.
  • Målet er at rulle fjernvarme ud til flere borgere i Vestforbrændings 19 ejerkommuner baseret på affaldsvarme og overskudsvarme fra virksomheder og øvrige energikilder.
  • Vestforbrænding investerer godt 6,1 mia. kroner i udrulningen af fjernvarme og konverteringen fra gasfyr til grøn og klimavenlig fjernvarme svarende til godt 39.000 husstandes årsforbrug.

Kilde: Vestforbrænding

Artiklen er en del af temaet Navnenyt.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093