23948sdkhjf

Norsk energikøb sender Ørsteds aktiekurs i vejret

Seks procent røg energiselskabets aktiekurs i vejret efter mandagens opkøb

Aktiekursen for det danske energiselskab Ørsted er mandag steget med seks procent.

Stigningen kommer, efter at den norske energikoncern Equinor har købt 9,8 procent af aktierne i virksomheden.

Samlet er det et køb på 41,2 millioner aktier i det danske selskab.

Equinor er dermed den næststørste investor i Ørsted.

Det er fortsat den danske stat, der står som hovedejer med en aktieandel, der lyder på 50,1 procent.

Baseret på lukkekursen fredag har Equinors ejerandel en værdi på omkring 2,5 milliarder dollar. Det svarer til 17 milliarder danske kroner, skrev koncernen i en selskabsmeddelelse mandag formiddag.

- Denne investering er i tråd med Equinors strategi om værdidrevet vækst inden for vedvarende energi, siger Equinors topchef, Anders Opedal, i meddelelsen.

- Havvindindustrien står i øjeblikket over for en række udfordringer, men vi er fortsat sikre på de langsigtede udsigter for sektoren og den afgørende rolle, som havvind vil spille i energiomstillingen, lyder det videre.

Equinor bakker op om Ørsteds strategi og ledelse og vil ikke søge en plads i bestyrelsen, lyder det.

Det norske selskab har desuden tænkt sig at øge sit ejerskab til 10 procent, hvis myndighederne godkender det. Der er på nuværende tidspunkt ikke planer om at øge andelen yderligere, skriver Equinor.

Ørsted har i løbet af det seneste år været ramt af en række af udfordringer.

Tilbage i efteråret 2023 opgav Ørsted at opføre vindmølleparkerne Ocean Wind 1 og 2 i USA. Det betød en nedskrivning på 28,4 milliarder kroner.

Det skyldtes, at projekterne var blevet langt dyrere at opføre på grund af forsinkelser i forsyningskæder og stigende renter.

Siden har Ørsted droppet eller udskudt flere projekter. Særligt projekter i forbindelse med grønne brændstoffer er faldet på stribe.

Siden foråret 2023 har Ørsted opgivet 6 ud af 11 af sine brintprojekter. Det fortalte Rasmus Errboe, som er kommerciel direktør i Ørsted, i et interview med Finans i slutningen af september.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.071