Skrottet affaldsforbrændingsanlæg endelig i hænderne på ny ejer
I november 2023 stoppede Svendborg Kraftvarme produktionen på sit affaldsenergianlæg på Bodøvej.
Forud for nedlukningen er der gået år med forhandlinger, indgåede salgsaftaler og kuldsejlede salgsaftaler, men nu er bygningerne endelig i den nye ejers hænder.
- Nu ser vi frem mod en ny fase, hvor disse bygninger vil danne ramme for fremtidens bæredygtige produktionsløsninger, udtaler Kent Husted Kjeldgaard, direktør i Svendborg Fjernvarme, i en meddelelse.
Varmepumpen flytter ind
Siden lukningen af anlægget sidste år er der arbejdet på at pille alt produktionsudstyr tilknyttet affaldsforbrændingen ud af bygningerne.
Dermed er der gjort plads til ny teknologi. Samtidig sikrer Svendborg Fjernvarme også, at der er kapacitet nok til fjernvarmeudvidelser uden betydelige omkostninger og en uønsket stigning i CO2-udledning til følge.
- Vi planlægger at udvide produktionskapaciteten med ny teknologi, herunder en kraftig varmepumpe og øget akkumuleringskapacitet. Dette vil sikre, at vi kan tilbyde fjernvarme til et større område uden at øge afhængigheden af gas og olie, udtaler direktøren videre på selskabets hjemmeside.
Planlægning og samarbejde
Med overtagelsen af grund og bygninger kan Svendborg Fjernvarme nu tage hul på planlægningsprocessen.
Kent Husted Kjeldgaard forventer, at en kommende lokalplan for området er færdig til sommer - en lokalplan, der omfatter dels varmepumper og akkumuleringstank, dels etablering af solenergi på de tilkøbte arealer.
Sideløbende med lokalplanprocessen har Svendborg Fjernvarme sat gang i designarbejdet for de nye anlæg. Samtidig skal der udarbejdes et projektforslag til kommunen. Det skal påvise, at projektet overholder kravene i varmeforsyningsloven.
Først herefter kan et udbud af anlæggene sættes i gang.
Svendborg Fjernvarme forventer at kunne idriftsætte den nye produktionskapacitet i 2027.