Brancheorganisation: Biogas er afgørende for forsyningssikkerheden
Danmark står over for en kritisk udfordring, når det gælder energiforsyningssikkerhed.
Det mener Biogas Danmark, der peger på, at stigende elforbrug og risikoen for hybridkrigsangreb på energiinfrastrukturen øger behovet for en markant stigning i produktionen af lokal biogas.
– Behovet for at sikre vores energileverancer understreger i den grad, at vi skal have sat mere fart i at udnytte det store restpotentiale for biogasproduktion i Danmark. Det er vigtigt både for forsyningssikkerheden og klimaet, udtaler Frank Rosager, direktør i Biogas Danmark, i en pressemeddelelse.
Det gælder blandt andet muligheden for at fylde gaslagrene og sikre en tilstrækkelig backup for elsystemet.
Ifølge nye tal fra Energinet steg biogasproduktionen i 2024 med to procent. Og ifølge Biogas Danmark er det langt fra tilstrækkeligt, hvis energiforsyningen skal sikres fremover.
- Vi er helt afhængige af, at elforbindelserne til nabolandene er intakte, og at naboerne samtidig har den ekstra kapacitet, der skal til for også at forsyne Danmark i de situationer, hvor hele Norden er ramt. Her kan biogas spille en central rolle for at mindske Danmarks sårbarhed, siger Frank Rosager.
I 2024 leverede biogasanlæggene 740 millioner kbm biogas, svarende til 38 procent af det samlede gasforbrug i Danmark.
Men ifølge Biogas Danmark er der fortsat uforløst potentiale. Organisationen vurderer, at bioressourcer som madaffald, halm og husdyrgødning potentielt kan tredoble den danske biogasproduktion. Og hvis det potentiale skal udnyttes, skal politikerne på banen.
– Lige nu er produktionen af biogas stagneret, selv om Danmark både har et stort potentiale og et markant behov for mere biogas. Derfor har vi foreslået nye rammevilkår, som kan skabe grundlag for en stigende produktion af ustøttet biogas, så vi frem mod 2030 kan få et komplet grønt gasforbrug, siger Frank Rosager.
I dag er ustøttet biogas pålagt en CO2-afgift, når den leveres via gasnettet, til trods for at gassen er CO2-neutral.