23948sdkhjf

Klumme: Taler vi samme sprog?

Danmark står overfor den største energimæssige udfordring i nyere tid. Vi skal energieffektivisere i alle led og andelen af el i energisystemet skal øges markant for at udnytte el-produktionen fra de vedvarende energikilder optimalt.
Energibranchen må som helhed forholder sig til, hvad fremtidens intelligente energisystem kræver af nye tilgange og tværfaglige samarbejdsstrukturer. Det kræver en styrkelse af sammenspillet i branchen – og hvis vi skal spille sammen, skal vi også tale sammen.

Et centralt element i vores fælles arbejde må derfor være kommunikation. Kommunikation på alle niveauer. På et teknisk niveau, hvor systemer og komponenter kan fungere sammen. På brugerniveau, da de kommende forandringer i det danske energisystem kræver en aktiv brugerinvolvering og vedkommende information om, hvilken retning vi som samfund bevæger os i. Og ikke mindst på fagniveau, hvor vi i dag har tendens til at lukke os om os selv i de forskellige fagområder i energibranchen og dyrke hver vores diskursfællesskaber, hvor en ofte indforstået begrebsverden og retorik gør det svært at møde andre i en fælles dialog.

Omstillingen til et intelligent energisystem kræver, at vi sprænger traditionelle rammer. Og det kræver, at vi åbner mere op og ikke fortsat tænker i søjler, som vi nogle gange har tendens til i stærke brancher, der arbejder med f.eks. el, varme, gas, energi i bygninger, industri og transport. Vi skal tænke på tværs. Og det gælder ikke kun overfor hinanden i energibranchen – vi må også åbne op over for helt nye fagområder. Det gør kun vores kommende kommunikationsopgave endnu sværere, for så bliver der virkelig tale om at kæmpe for en fælles forståelse og et fælles sprog. Hvis vi har svært ved at koordinere en indsats i energibranchen, hvordan skal vi så invitere andre ind?

Mulighederne for bedre kommunikation og nye samarbejdsrelationer afhænger af, at vi i en stærkt fagopdelt energibranche kan blive enige om, at vi fremover skal nedbryde grænser og tale sammen. En udfordring der kan løses, hvis vi vil.

I Innovationsnetværket VE-Net har vi taget konsekvensen af de udfordringer, der følger den ambitiøse energiomstilling – og har erkendt at nedbrud af faggrænser og et øget fokus på kommunikation bliver helt centralt på vejen mod et mere helstøbt energisystem. I den nyligt indsendte genansøgning om en plads blandt de danske innovationsnetværk, har netværket ændret fokus fra enkeltteknologier til systemløsninger og har åbnet op for en markant vægtning af faglige bidrag fra fagområder inden for IKT (Big Data), forretningsudvikling og humanvidenskaberne i forhold til samfunds- og brugeranalyser. Det er ambitionen, at skabe et fælles forståeligt fundament for nyudvikling og nye samarbejdsrelationer og herigennem bidrage til udviklingen af eksisterende energivirksomheder såvel som til etableringen af helt nye typer virksomheder, som vi ikke kender i energibranchen i dag.

Vi glæder os til at ”tale samme sprog” i samarbejdet om det nye Innovationsnetværk ”Inno-Energy”.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094