Markant hop: Tre ud af fire konvertitter vil have fjernvarme
![](https://image.nordjyske.dk/users/nordjyske/images/120328951.jpg?t%5Bstrip%5D=true&t%5Bcrop%5D%5Bwidth%5D=3000&t%5Bcrop%5D%5Bheight%5D=2000&t%5Bcrop%5D%5Bx%5D=0&t%5Bcrop%5D%5By%5D=0&t%5Bresize%5D%5Bwidth%5D=660&t%5Bresize%5D%5Bheight%5D=440&accessToken=a4789b34cc1779edc55657e1bd9584fcad7e69c23cbca06387ac1120d7ae1aaf)
Knap tre ud af fire naturgasforbrugere, der har opsagt en gasaftale i 2024, har angivet, at de skiftede til fjernvarme.
Det skriver Dansk Fjernvarme i en pressemeddelelse med henvisning af en status lavet af Evida, det statsligt ejede gasdistributionsselskab.
Dansk Fjernvarme betegner det som et markant hop – og med god grund.
Mens det i 2024 var næsten tre ud af fire – 74,5 pct. – af naturgasforbrugere, der har opsagt en gasaftale for i stedet at få fjernvarme, lå tallet i 2023 på blot 58,4 pct.
I 2022 var tallet endnu lavere, og blot 43,7 pct. af de, der opsagde en gasaftale, skiftede til fjernvarme.
Tallene baserer sig på i alt 23.412 opsigelser af gasaftaler, oplyser Evida ifølge Dansk Fjernvarme.
Energikrise som katalysator
Da energikrisen ramte, og et gasfyr blev enormt dyrt at anvende, steg salget af varmepumper markant. De dage er imidlertid forbi, og salget af varmepumper styrtdykker igen til fordel for fjernvarmen.
Der er da også adgang til puljer og ordninger, der skal gøre det attraktivt at udskifte olie- eller gasfyr med en grønnere energikilde som for eksempel fjernvarme eller varmepumpe.
På baggrund af energikrisen i 2022 kickstartede man fjernvarmeudrulningen i Danmark.
Ifølge Dansk Fjernvarme er det især på baggrund af klimaaftalen om grøn varme og strøm, at fjernvarmeselskaberne i disse år konverterer i gennemsnit cirka 1.600 naturgasfyr om måneden.