Kæmpebøde for manipulation til dansk energihandler
![](https://image.nordjyske.dk/users/nordjyske/images/100255611.jpg?t%5Bstrip%5D=true&t%5Bcrop%5D%5Bwidth%5D=6720&t%5Bcrop%5D%5Bheight%5D=4480&t%5Bcrop%5D%5Bx%5D=0&t%5Bcrop%5D%5By%5D=0&t%5Bresize%5D%5Bwidth%5D=660&t%5Bresize%5D%5Bheight%5D=440&accessToken=6df993c15a200eab478e6605f16a3f827ea8cae3fe4ae34c6de54387915e1919)
Energihandleren Danske Commodities får en bødestraf på 8 mio. euro – cirka 60 mio. kr. – for markedsmanipulation.
Det skriver Finans.
Bøden er udstedt af de franske energimyndigheder og handler om auktioner på transmissionskapacitet for gas mellem Spanien og Frankrig i 2019 og 2020.
De franske myndigheder vurderede, at Danske Commodities og norske Equinor, der ejer Danske Commodities, havde booket kapacitet, selvom de to ikke havde intentioner om at bruge den. Det norske selskab blev idømt en bøde på 4 mio. euro.
Danske Commodities afviser ifølge egen hjemmeside at have gjort noget galt. Selskabet oplyser, at det vil anke bødestraffen og henviser til, at det gennem 18 år har været en pålidelig markedsdeltager i Frankrig.
Også Equinor vil anke beslutningen.