Copenhagen Infrastructure Partners opkøber britisk havvindprojekt
Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) har overtaget ejerskabet af Morecambe, et 480 MW havvindprojekt ud for Englands vestkyst. Projektet blev tidligere ejet af COBRA Group og Flotation Energy, som er en del af TEPCO Renewable Power.
Det skriver Copenhagen Infrastructure Partners i en pressemeddelelse.
– Opkøbet understreger vores tillid til den britiske regerings ambitiøse mål for 2030 og de reformer, der skal fremskynde planlægnings- og nettilslutningsprocesser, udtaler Nischal Agarwal, partner i CIP, i en pressemeddelelse.
Morecambe ligger 30 km fra Lancashires kyst i det østlige Irske Hav og blev sikret gennem den britiske Offshore Wind Leasing Round 4 i 2021. Projektet er på et fremskredent udviklingsstadie, og ansøgninger om godkendelse er indsendt.
Med opkøbet udvider CIP sin britiske udviklingsportefølje til +25 GW fordelt på havvind, landvind, solenergi, batterilagring og netinfrastruktur.
CIP har tidligere investeret i Beatrice Offshore Wind Farm i Skotland på 588 MW og udvikler lige nu de flydende havvindprojekter Pentland på 100 MW og Ossian på 3.600 MW.
Morecambe bliver en del af CIPs CI V-fond, der har et mål på 12 mia. euro og investerer i vedvarende energiteknologier globalt, herunder vind, sol og energilagring.