Trods Trump og told-trusler: Godt inflations-nyt

I marts var forbrugerpriserne steget med 1,5 procent, når man sammenligner med den tilsvarende måned sidste år.
Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik, som er blevet offentliggjort torsdag morgen.
Dermed har inflationen taget et større skridt ned, efter at den blev opgjort til 2,0 procent i februar.
Den primære årsag til faldet er, at elpriserne er faldet mellem februar og marts, skriver Danmarks Statistik.
Ifølge Tore Stramer, der er cheføkonom hos Dansk Erhverv, skal en del af forklaringen også findes i lavere benzinpriser.
Uanset forklaringen er det en glædelig nyhed, at inflationen falder midt i den globale uro, mener han.
- Det er dog klart, at forbrugerpriserne herhjemme kan blive påvirket af udviklingen i handelskrigen med USA, skriver han i en kommentar.
- Men nu og her er der ikke grund til at forvente en væsentlig stigning i inflationen som følge af handelskrigen.
Den seneste uge har økonomer snakket om risikoen for en recession, efter at USA's præsident, Donald Trump, valgte at indføre højere told på en lang række lande.
En recession defineres ved en periode med negativ vækst.
Onsdag valgte præsidenten så at sætte sine toldplaner på pause i 90 dage.
Det skete, fordi mange lande - ifølge Trump - har udtrykt ønske over for den amerikanske statsadministration om at forhandle om lavere toldsatser.
- Selv om Trump umiddelbart holder fast i en ekstratold på ti procent på europæiske varer og ligeledes har lagt ekstra til på biler, stål og aluminium, så er det ikke tiltag, der direkte vil påvirke inflationen i Danmark, vurderer Tore Stramer.
Nogenlunde samme ordlyd kommer fra Palle Sørensen, der er cheføkonom hos Nykredit.
- Selv om Trump i går aftes (onsdag aften, red.) trak lidt i land med sin tre måneders pause på sine meget høje toldsatser, så der stadig ti procent told på europæiske varer, skriver han i en kommentar.
- I Nykredit tror vi dog, at de nedadrettede effekter på inflationen vil overvinde de opadrettede, så det bedste bud herfra er en årrække med lav inflation herhjemme.
/ritzau/