23948sdkhjf

Kystnære havmøller byder på udfordringer

Allerede i 2016 vil det være kendt, hvilke bydere, der skal opføre 450 MW havmøller i de kystnære danske farvande.
Energistyrelsen bekræfter, at der er interesse for projekterne, men inden der kan blive budt, skal en række udfordringer diskuteres, da ingen har erfaring med konceptet ’kystnære havmøller’.

På en række seminarer har Vindmølleindustrien og Dansk Energi sat fokus på udfordringerne ved at bygge kystnære havmøller, der lovgivningsmæssigt er placeret et sted imellem land- og havvindmøller. Ved det seneste seminar d. 4/11 var der fokus på investeringer, og her fremgik det, at muligheden for lokalt ejerskab kan være en udfordring, der øger risikoen og dermed prisen. Det var meldingen fra PensionDanmark, som var inviteret for at fortælle om deres syn på kystnære havmøller som investeringsobjekt.

Hos Vindmølleindustrien anerkender adm. direktør Jan Hylleberg, at lokalt ejerskab er en udfordring:

- Ingen har tidligere arbejdet med medejerskab på havet i denne udstrækning, og derfor har de kommende bydere behov for at stille flere spørgsmål, end de ellers ville. Det er helt naturligt. Man kan således ikke udelukke, at kravet om lokalt medejerskab vil udgøre et fordyrende element i de kommende projekter, fordi investorerne måske vil tage en risikopræmie, da det er et nyt element.

Dialog om udfordringer
Energistyrelsen deltog også ved investorseminaret, og specialkonsulent Lisbeth Nielsen slog fast, at der var interesse for de kystnære havmøller, og at styrelsen gerne indgår i dialog med branchen for at minimere udfordringerne i at byde. Målsætningen er at skabe så meget konkurrence som muligt til fordel for forbrugerne.

Adm. direktør Torben Möger Pedersen fra PensionDanmark foreslog i sit oplæg, at investeringsrisikoen kan nedbringes ved at samle flere projekter og lokale ejere i konsortier, sådan at der sikres en højere grad af professionel kontrol med de private småinvestorer. Jan Hylleberg håber, at dialogen om muligheder og udfordringer vil fortsætte:

- De kystnære havmøller repræsenterer en investering på op imod 10 mia. kr., og derfor er det væsentligt, at prisen ikke presses unødigt op. Derfor opfordrer vi da også til, at Energistyrelsen fortsætter dialogen med de virksomheder, der konkret tænker på at investere i de kystnære projekter. Kun gennem øget dialog kan vi løse udfordringerne.

Kilde: Vindmølleindustrien

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078