SEAS-NVE køber havmøllepark for 2,8 milliarder
SEAS-NVE køber en 80 procent aktieandel i havmølleparken Rødsand 2 af E.On.
E.On beholder 20 procent af aktierne og skal fortsat servicere og vedligeholde havmølleparken.
Det fortsættende selskab bag Rødsand 2 aktiviteterne bliver integreret som datterselskab i SEAS-NVE koncernen.
Drive parken i fællesskab
Havmølleparken Rødsand 2 ligger mellem Lolland og den tyske ø Femern og producerer energi til at dække forbruget i 200.000 danske husstande.
- Det er en historisk handel for SEAS-NVE. Rødsand 2 er et meget synligt bevis på SEAS-NVE’s rolle i den grønne omstilling, samtidig med at det er en god forretning, der vil give afkast mange år ud i fremtiden. Vi vil fremover sammen med E.On drive Rødsand 2 som en fælles, fornuftig forretning, siger administrerende direktør Jesper Hjulmand, SEAS-NVE.
Eget forsyningsområde
Rødsand 2 er en af Danmarks største havmølleparker. E.ON påbegyndte byggeriet i foråret 2009, og havmølleparken gik i drift i august 2010. Rødsand 2 ligger syd for Lolland, og SEAS-NVE deltog i 2009 i udførelsen af landføringsanlægget, der sikrer, at den producerede el problemfrit føres ind i elnettet i Østdanmark.
- Vi er meget tilfredse med at have indgået en aftale med SEAS-NVE, der er Danmarks største andelsejede energiselskab, og som nu har opnået en ejerandel i et verdensklasse aktiv indenfor vedvarende energi i deres eget forsyningsområde, siger Klaus Schäfer, der er finansdirektør i E.On.