Debat
Dette indlæg er en skrevet af en ekstern skribent. Indholdet i artiklen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.
Klimaminister Lars Aagaard gav for nylig Energinet grønt lys til at gå videre med anlægsfasen af den danske brintbackbone.
Et projekt der skal føre til stor brinteksport til det efter sigende enorme tyske marked. Det er dog tvivlsomt, om det tyske marked nogensinde kommer til at efterspørge brint i store mængder. Det skyldes blandt andet brints fysiske egenskaber, der gør brint til en besværlig energiform. Og adskillige fejlslagne brintprojekter de seneste år understreger den pointe.
Godkendelsen af det danske brintbackbone kom sammen med et fortsat tilsagn om en ordentlig pose penge i form af et statsligt driftstilskud på op til 10,6 mia. kr.
Ifølge regeringen og dens støtter er det en lille pris at betale sammenlignet med det brinteventyr, som brintrøret åbner op lige rundt om hjørnet.
Men selvom statsstøtten til selve brintrøret kan lyde overskuelig i en tid, hvor råderummet næsten synes uendeligt stor, rummer brintsatsningen adskillige andre milliardudgifter: Selve røret er bare seneste skud på stammen i den store statslige satsning på brint, og samler man det hele, synes udgifterne pludselig langt mere uoverskuelige.
I dag bliver brint nemlig støttet i stort set alle led i værdikæden: støtte til forskning i PtX, op til 55 mia. kr. i støtte til produktion af grøn strøm, støtte til produktion af brint samt tildeling af gratis CO2-kvoter til brintproducenterne, støtte til transport af brint i forbindelse med brintrøret og ikke mindst en lang række reduktions- og iblandingskrav, der skal øge efterspørgslen efter grøn brint.
Hele brintsatsningen sker på et enormt usikkert grundlag, fordi der endnu ikke er et marked for grøn brint. Energinet har for nylig udgivet en analyse, der viser, at i deres hovedscenarie giver brintrøret et samfundsøkonomisk overskud på 6,4 mia. kr. Det er dog baseret på den afgørende forudsætning, at tyskerne vil købe det brint, vi producerer.
Men hvad nu hvis brint aldrig nogensinde bliver en central brik i den grønne omstilling? De seneste års udvikling bør have været lidt af et wakeupcall. Brintprojekter er blevet lagt ned på stribe, mens det er blevet muligt at elektrificere langt flere ting end tidligere, fx ser man i dag jævnligt ellastbiler på vejene. Denne udvikling skyldes bl.a., at brint grundlæggende er udfordret af fysikkens love.
Produktion af brint giver således store energitab. Ved elektrolyseprocessen alene forsvinder omkring 40 pct. af energien. Dette bliver endnu værre, hvis brinten skal videreforædles til fx ammoniak eller metanol. Dertil kommer yderligere energitab i forbindelse med transport og ikke mindst selve brugen af brint. Hvis man skal bruge brint til langtidslagring af strøm, mister man næsten 80 pct. af den samlede energi i processen med at lave strøm til brint og så tilbage til strøm igen.
Derudover fylder brint meget pr. enhed energi. Afhængigt af tryk og temperatur fylder brint 2-4 gange mere end naturgas. Det betyder konkret, at hvis brinten skal transporteres med skib eller lastbil, kræver det 2-4 gange så mange skibe eller lastbiler at transportere samme mængde energi.
Endelig er brint et meget lille molekyle, hvilket stiller høje krav til infrastrukturen både i forhold til transport og lagring, fordi brint trænger ind i sprækker og revner, hvilket giver risiko for lækager. Det illustreres bl.a. i forbindelse med anlæg af syvtallet, hvor den eksisterende naturgasinfrastruktur ikke kan bruges direkte, men skal ombygges.
Disse fundamentale udfordringer er en del af forklaringen på, at grøn brint ikke har set samme enorme prisfald som fx solceller og batterier. En økonomfaglig bekymring er ganske enkelt, om regeringen er ved at smide adskillige milliarder ned i et sort hul for at prøve at tvinge en bestemt teknologi igennem.
Det er i hvert fald langt fra givet, at små 11 mia. kr. i statsstøtte til et brintrør til Tyskland er det eneste, der mangler for at kickstarte et dansk brinteventyr.
BREAKING