23948sdkhjf

Så er Danmarks første gas-lastbil ude i trafikken

Onsdag kommer den første danske lastbil på gas på gaden som led i et samarbejdsprojekt mellem Energibyen Skive og HMN-Naturgas.
Skive er en i rækken af danske kommuner, som nu introducerer gaskøretøjer, herunder lastbiler og busser, på gas. Køretøjerne skal i første omgang køre på naturgas, og senere delvist eller helt på biogas.

- Vores nye lastbil på gas er endnu et skridt på vejen til at gøre Skive Kommune CO2-neutral i 2029. I første omgang vil CO2-besparelsen være beskeden ved at skifte fra diesel til naturgas. Men senere skal lastbilen – ligesom alle vores andre nye gaskøretøjer – jo i stigende grad over på biogas, som er CO2-neutralt. Og så bliver klimagevinsten til at tage og føle på, siger Skives borgmester Peder Chr. Kirkegaard (V).

HMN-Naturgas har desuden indgået aftaler med kommunerne i Ringkøbing-Skjern, Varde og Frederikssund om gastankstationer til blandt andet skraldebiler.

Gas er ideelt til større køretøjer
Alene i Ringkøbing-Skjern og Varde kommer der nu – via renovationsselskabet ESØ 90 I/S – i første omgang seks skraldebiler og på længere sigt 30 lastbiler på naturgas og biogas.

- Der tales meget om el til personbiler. Men når det gælder tunge køretøjer som lastbiler og busser, er naturgas og biogas mere oplagt. De store køretøjer kører nemlig længere på gas end el. Og snart kommer der jo langt mere biogas ud i naturgasnettet, og det reducerer CO2-udledningen. Danmarks naturgasnet er et af de mest vidt forgrenede i verden, og vi kan lave gastankstationer næsten overalt herhjemme. De første er allerede opført, og flere er på vej. Dette er i overensstemmelse med regeringens mål om en mere klimavenlig transportsektor, siger administrerende direktør Susanne Juhl fra HMN-Naturgas I/S.

Danmark skal med på den europæiske gasvogn
Næsten 20 EU-lande har i løbet af de seneste fem år introduceret lastbiler på naturgas og biogas, og i de fleste af landene er antallet stigende. Men det er først nu, at Danmark kommer med på vognen. Det samlede antal af lastbiler på gas i EU-landene er nu på ca. 5.500. Ifølge organisationen Natural & bio Gas Vehicle Association Europe kører 600 af dem på svenske nummerplader, mens lande som Frankrig, Spanien og Italien hver har over 1.000 gas-lastbiler.

Rundt om i EU-landene er gas-lastbilerne blandt andet indført af miljø- og klimamæssige grunde. De nye gas-lastbiler udleder således færre sundhedsskadelige partikler og mindre CO2 end de dieselkøretøjer, der lige nu kører rundt på vejene. Samtidig er det ifølge HMN-Naturgas blevet billigere at tanke med naturgas i forhold til både diesel og benzin, og lastbiler på gas støjer mindre sammenlignet med lastbiler, der kører på diesel.

Også Københavns Kommune, der har lavet en aftale med energiselskaberne E.ON og OK, er på vej med gasdrevne skraldebiler. Det samme gælder Fredericia Kommune, der er gået ind i et samarbejde om en gastankstation med Bionaturgas Danmark A/S.

Folketinget har i forbindelse med energiforliget fra 2012 afsat 20 mio. kr. til udbygning af infrastrukturen til gas til transportformål.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094